Fredagens ”koblede” vejr giver stor risiko for nye oversvømmelser

Fredag er der udsigt til endnu mere nedbør over et i forvejen gennemblødt Danmark. Det kommer til at ramme vinterferie-trafikken og kombinationen af vind, og nedbør skaber risiko for oversvømmelser de steder, både hav, vandløb og søer i forvejen rummer større mængder vand end normalt.

De seneste måneders regn og sne har gennemblødt Danmark og oveni det har starten af denne uge (uge 6) også bragt usædvanlige store mængder regn - især i Midt- og Sydjylland. På to døgn kom der hele 33,4 mm nedbør på landsplan og i Jylland lige nord for Grindsted fik de omtrent det dobbelte – nemlig 64,0 mm nedbør. Siden 2011 er det kun sket tre gange, at vi har oplevet mere nedbør i løbet af to døgn.

Og fredag får vi endnu mere regn og måske også sne. Et nyt vejrsystem er på vej op over landet fra syd og vil ramme de sydlige egne fredag morgen med både vind og nedbør. Og koblet med det i forvejen gennemblødte landskab, giver det risiko for oversvømmelser - både fra søer og vandløb, fra det højtstående grundvand og nogle steder også fra havet. 

Med temperaturer lige omkring frysepunktet er det endnu uvist, om fredagens vejr vil give regn eller sne, men vådt bliver det, siger vagthavende meteorolog i DMI, Jesper Eriksen.

-Her onsdag er det endnu for tidligt at sige, hvor der falder sne og hvor det bliver regn, men der kan både komme ret meget nedbør og ret meget vind i løbet af fredagen. Vi forventer 1-5 cm sne, lokalt måske 5-10 cm i dagtimerne, og vi holder øje med om en snestorm lurer i dele af landet. Alt i alt skal man i Jylland frem til lørdag middag forvente 10- 18 mm og lidt mindre på Sjælland, siger han.

 

Forhøjet vandstand og store bølge ved Østersøen

Den kraftige vind fra øst kan også give problemer med forhøjet vandstand i løbet af fredagen fra den sydlige del af Lillebælt videre mod øst til området omkring Køge Bugt. Det betyder, at vandet i åerne har vanskeligt ved at løbe ud i havet.

-Vores forskellige prognoser er lidt uenige om, hvor højt vandet kommer op. Lige nu ser det ud til at blive mellem 90 og 110 over normalen., men vi vurderer pt. at der er 10-20 cm usikkerhed på disse prognoser, og samtidigt kan bølger i Østersøen nogle steder nå op omkring 3 meter, siger Jesper Eriksen.

 

Det gennemblødte land
Fredagens nedbør vil falde over et i forvejen gennemblødt Danmark, og det giver risiko for yderligere oversvømmelser – både fra søer og vandløb men også fra havet, hvor vandet i nogle kystområder står højere end det plejer.

Det skyldes, at både efteråret og vinteren har bragt udsædvanligt store nedbørsmængder, og de store mængder regn og sne har vandmættet jorden og dermed sendt meget vand ud i vandløbene.

-Lige nu er der øget risiko for oversvømmelser over hele landet, og selv mindre nedbørsmængder kan give større oversvømmelser, som vi har set flere gange i denne vinter. Kun en længere periode med tørvejr og den fordampning, som kommer med forårets varmere temperaturer, vil ændre på den situation, fortæller hydrolog i DMI Emma Dybro Thomassen.

 

Og risiko for flere oversvømmelser

Denne vinter har vi set flere døgn med store nedbørsmængder. De store nedbørsmængder som faldt mandag-tirsdag bliver generelt et problem for områder med lerede jorde, da vandet ikke så hurtigt kan sive ned gennem jorden her. I byområder hvor vandløbets kapacitet er begrænset, kan det give oversvømmelser som vi blandt andet har set det i Aarhus, Odder og Vejle denne vinter. Det generelt våde efterår og vinter skaber dog problemer med oversvømmelser i hele landet.

Fakta | En udsædvanlig våd start på februar
  • På to regnfulde døgn faldt der op til 64,0 mm nedbør i Jylland lige nord for Grindsted og yderligere tre nedbørstationer i det centrale Jylland målte over 60 mm.
  • Et ganske stort område har fået mindst 50 mm nedbør, primært i Jylland, men også enkelte steder på Fyn.
  • På landsplan kastede de to døgn hele 33,4 mm nedbør af sig.
  • Vi skal tilbage til 9. august 2018 for at finde to sammenhængende dage med mere nedbør og siden 2011 er det kun sket 3 gange, at vi har oplevet mere nedbør i løbet af to døgn.
  • Samlet set har vinteren 2023/24 indtil nu givet 222,0 mm nedbør, det er næsten 50% mere end normalt.

Af DMI Kommunikation
7. februar 2024

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på Twitter og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle