Våde og varme bølger i september
September indleder efterårssæsonen rent kalendermæssigt, men i 2024 var det bragende sensommer, indtil himlen åbnede sluserne
11. september 2024. Danmark gled fredeligt ind i kalenderefteråret 1. september, en tør vindfattig søndag med maksimumtemperaturer over 20 °C mange steder og fortrinlige strandmuligheder. Men så tog vejret fart.
Varmen i arbejdsuge 36 begyndte onsdag 4. september, hvor der blev målt 30,2 °C ved Rønne og der poppede lokale varmebølger op i den østlige del af landet.
Torsdag optrådte regionale varmebølger i de tre klimaregioner Fyn, København og Nordsjælland, og Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster.
Fra fredag 6. september til den følgende søndag bagte en landsdækkende varmebølge på folk og fæ – i de tre dage opfyldte hhv. 61%, 68% og 70% af landets areal kriteriet for varmebølge.
Mandag 9. september, hvor DMI udsendte varsel for kraftig regn og skybrud for hele landet, hang lokale varmebølger stadig i den østlige del af landet.
Men selvom der nok skal have været en del klager over ikke mindst nattesøvn i svedekasserne, så var Danmark på intet tidspunkt ramt af hedebølge. Kravet til den standard er, at gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage i mere end halvdelen af landets areal overstiger 28,0 °C. Se faktaboksen herunder.
Varme fra kogeplade mod sydøst
Den usædvanlige septembervarme skyldtes tilstrømning af for årstiden særdeles varm luft fra sydøst. Luften er dirigeret til Nordeuropa mellem et højtryksområde over det vestlige Rusland og lavere lufttryk over Frankrig og Spanien. Mange steder i det østlige Europa er der sat nye grænser for, hvor varmt det kan blive i september, og i flere af Danmarks nabolande er der også sat rekorder for den første efterårsmåned.
I Sverige blev septembers varmerekord overskredet med 2,0 °C onsdag 4. september, idet der blev målt 31,1 °C i Helsingborg. Dagen efter blev det nordmændenes tur til at svede i rekordvarme, da der blev målt 30,6 °C i Etne. Det var ligeledes 2,0 °C over den tidligere norske september-varmerekord. Flere steder mod syd – blandt andet i det østlige Tyskland – nåede temperaturen over 35 °C, da varmen kulminerede.
I Danmark nåede temperaturen sit højdepunkt i Rønne om eftermiddagen 4. september, hvor termometret viste 30,2 °C. Det er den højeste temperatur målt herhjemme i september – og så sent på året – siden 1947.
Trykkogeren koger over
Den usædvanlige septembervarme blev mandag skubbet mod øst af en frontzone, der kastede relativt store mængder regn og lokale skybrud af sig.
Den pludselige nedbør fik mandagens fyraftenstrafik på kogepunktet, ikke mindst i Storkøbenhavn. Til gengæld fik danskerne mulighed for at tilbringe en nat i sengen uden at være plaget af temperaturer på den forkerte side af 20 °C, som mange bornholmere f.eks. måtte døje natten til mandag.
I ugens løb vil temperaturen falde til et mere normalt niveau for årstiden med temperaturer på 14 til 18 grader om dagen og nattemperaturer, der lokalt kan falde til under 5 grader i de indre landsdele.
Vejrets kolbøtte i uge 37 ser ud til at blive en parentes. Ifølge DMI’s månedsprognose vender det solrige efterårsvejr tilbage og ventes at bide sig fast til udgangen af måneden. Læs mere i månedsprognosen.
Hede dage i fremtidens varmere klima
Vi får flere hedebølgedage i løbet af dette århundrede. I 2071-2100 vil vi have mere end 50 % flere hedebølgedage end i dag for det mellemhøje udledningsscenarie og mere end 300 % flere (eller tre gange så mange) hedebølgedage for det høje udledningsscenarie.
Udledningsscenarierne kan du læse mere om på klimaatlas.dk – det handler om verdens held med at begrænse CO2-udledning.
Tropenætterne skal vi også vænne os til. Her forventer DMI cirka 50 % flere tropenætter allerede i midten af århundredet og mere end fem gange flere tropenætter i slutningen af århundredet, end vi er vant til i dag. Begge tal er for det mellemhøje udledningsscenarie.
- Lokal varmebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage på et sted overstiger 25,0 °C.
- Regional varmebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage overstiger 25,0 °C i mere end 50 % af en klimaregions areal.
- Landsdækkende varmebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage overstiger 25,0 °C i mere end 50 % af Danmarks areal
- Lokal hedebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage på et sted overstiger 28,0 °C.
- Regional hedebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage overstiger 28,0 °C i mere end 50 % af en klimaregions areal
- Landsdækkende hedebølge: Når gennemsnittet af maksimumstemperaturen målt over tre sammenhængende dage overstiger 28,0 °C i mere end 50 % af Danmarks areal
Det østlige Danmark fik flest sommerdøgn i september 2024 – op til 6 af slagsen, men der er også områder, der gik fri. Sommerdøgn = døgn med maksimumtemperatur over 25,0 °C.
Af Frans Rubek, klimatolog, Sebastian Pelt, vejrforsker og Martin Olesen, klimaforsker