Laveste november-temperatur i 30 år
En for årstiden meget markant kulde har fundet vej fra det nordlige og centrale Skandinavien til Danmark og har givet usædvanligt lave temperaturer – især det sidste halvandet døgn.
Tirsdag blev det koldeste novemberdøgn målt på middeltemperatur i 13 år med -4,6 grader for landet som helhed.
Temperaturen holdt sig mange steder under frysepunktet hele døgnet, hvilket kun sker yderst sjældent så tidligt på vinteren. Flere steder skal man helt tilbage til 1965 for at finde lavere temperaturer tidligere i november. Det kaldes et isdøgn, hvis temperaturen holder sig under frysepunktet i et helt døgn.
Allerkoldest blev det dog natten til onsdag, hvor temperaturen i Roskilde Lufthavn på Sjælland faldt til tænderklaprende -15,0 grader.
Så lav en temperatur er der ikke målt i Danmark i november – eller så tidligt på vinterhalvåret – i 30 år. Dengang, i 1993, blev der målt -16,2 grader natten til 25. november i Vamdrup i Sydjylland.
December åbner hvidt Generelt oplever vi det koldeste novembervejr siden slutningen af november 2010, og dengang blev november efterfulgt af den næstkoldeste december i dansk vejrhistorie.
December 2010 endte med en middeltemperatur på -3,9 grader!
Så koldt bliver det næppe i den kommende december, men næste uge (49) fortsætter i det kolde vinterspor, og der vil også komme perioder, hvor der vil kunne falde sne flere steder.
Sebastian Pelt, vejrforsker
29. november 2023