Torsdag nat er årets længste
Natten mellem torsdag og fredag er årets længste nat, mens fredag er årets korteste dag. Årsagen er vintersolhverv, som i 2023 falder den 22. december kl. 04.27. Skal der et positivt spin på den lidt dunkle historie, så husk, at fra nu af bliver det igen længere lyst hver dag.
Synes du, at de lyse timer nu er ved at være lige få nok? Så er fredag den dag, du har ventet på. Klokken 04.27 den 22. december 2023 dansk normaltid er det nemlig vintersolhverv.
Vintersolhvervet falder i år, så det gør fredag til årets korteste dag og den forudgående nat til årets længste. Derefter går det den anden vej; dvs. flere lyse timer og mindre nattemørke for hver eneste døgn det kommende godt halve år.
17 timers mørke
Set fra Rådhuspladsen i København er den længste nat 16 timer og 59 minutter.
Og som om det ikke var langt nok, så er den endnu længere, hvis vi bevæger os nordpå til f.eks. Skagen. Her varer natten 17 timer og 29 minutter. Mod syd er den tilsvarende lidt kortere, så der 'blot' er 16 timer og 45 minutters mørke i Gedser.
Jordaksen har ansvaret
Astronomisk set markerer vintersolhverv på den nordlige halvkugle, det tidspunkt hvor Jordens nordakse hælder mest mulig væk fra Solen. Det giver os korte dage og lav solhøjde i Danmark, og bevæger vi os langt nok nordpå - til polarcirklen - så kan Solen slet ikke slæbe sig op over horisonten den 22. december.
Som et lille kuriosum så passerede vi allerede dagen med den tidligste solnedgang i Danmark ca. en uge før vintersolhverv, mens vi stadig har den seneste solopgang til gode. Den får vi først godt en uge efter vintersolhverv.
På vej mod sommer
Men selv om Solen altså står endnu senere op om en uge, så begynder dagene allerede fra lørdag igen at blive længere frem mod sommersolhverv den 20. juni 2024, hvor dagen i Danmark når en længde på omkring 17½ time.
Det betyder, at dagen i snit bliver omkring 3 minutter og 20 sekunder længere pr. døgn. Dog går det meget langsomt lige efter vintersolhverv og lige før sommersolhverv. Hurtigst går det omkring forårsjævndøgn, der er den 20. marts i Danmark. Her tiltager dagen med næsten 5 minutter i døgnet.
Af Niels Halfdan Hansen, DMI Kommunikation
19. december 2023