Kuldeindeks

De fleste har lagt mærke til, at jo mere det blæser, des koldere føles det, og ordet kuldeindeks, eller windchill, er kendt for mange danskere. Men hvad ligger der egentlig i kuldeindekset? Kort fortalt viser kuldeindekset, hvordan den følte temperatur, er et resultat af samspillet mellem den målte lufttemperatur og vindens hastighed. Vinden reducerer nemlig den varme som vores krop forsøger at opretholde, og jo større vindhastighed, des større er varmetabet til omgivelserne.

Kuldeindekset eller windchill-indekset, som det også bliver kaldt, er udviklet efter en række amerikansk-canadiske forsøg, udført i sommeren 2001. De bestod i at lade en gruppe frivillige gå i en nedkølet vindtunnel, mens de havde temperaturfølere på næse, kinder og pande.

Forsøgspersonerne skulle hver gå ca. 4,5 kilometer på en trædemølle, mens de blev udsat for forskellige vindhastigheder og temperaturer. Hver deltager deltog i fire forsøg af 90 minutters varighed, og ud fra disse forsøg kunne de amerikanske og canadiske forskere, sammensætte et nyt kuldeindeks.

Til forskel fra det indeks, man havde brugt før, benytter det nye indeks sig af beregnede vindhastigheder i 1,5 meters højde, mens det gamle benyttede sig af vindhastigheder i 10 meters højde. Med højdeændringen kommer resultaterne nu ned i hovedhøjde.

Det nye indeks er også beregnet under hensyntagen til moderne teorier om varmeoverførsel og tager den naturlige beskyttelse, der ligger i huden, med i betragtning.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 2. juli 2018

Viden om vejr og klima

Se alle