Danmark
Månedsprognose
Udsendt 12. november 2024 (gældende fra 18. november til og med 22. december)
Vi går en koldere tid i møde med mulighed for vinterlig nedbør. Der er også risiko for et ordentligt blæsevejr, hvis et lavtryk får lov at passere lige nord for eller over Danmark. Som vi bevæger os ind i december forventes mere almindelig vestenvind med omskifteligt vejr, dog uden større udsving fra normalen for december.
Uge 47 (18/11 – 24/11)
Mindre lavtryk og kold luft vil dominere i denne uge ned over Danmark og Skandinavien. Kold luft trækkes ned over Storbritannien, Nordsøen og Danmark og vil give en vådere og koldere uge, end vi har været vant til. Det er på nippet til at kunne give slud eller sne i nedbøren, men det er dog stadig lidt usikkert. Til gengæld får vi et mere hullet skydække med sol indimellem og en følelse af frisk luft i stedet for gråt og diset vejr. Det vil ikke nødvendigvis give så meget blæst hen over ugen, men der er potentiale til kortvarig kraftig vind – vinden er det mest usikre parameter i denne uge.
Temperaturen ser samlet ud til at ende lidt under det normale for årstiden. Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 4 og 10 grader men med risiko for lidt koldere dagstemperaturer en overgang. Om natten oftest ned mellem 1 og 5 grader med risiko for lokal nattefrost.
Nedbørsmængderne er noget usikre, men ser ud at ende lidt over det normale for årstiden, svarende til ca.15-25 mm.
Uge 48 (25/11 – 1/12)
I denne uge ser lavtryk og koldere luft fortsat ud til at dominere over Danmark, men højtryk vil forsøge at presse på fra syd. Det vil betyde at der nogle dage vil trækkes kold luft ned fra nordvest, som giver vinterlige byger og lidt sol. Andre dage vil mindre højtryksrygge medvirke til, at der trækkes lunere luft op fra sydvest, som kan give mere gråt vejr. Så en uge med nogle vejrskifter mellem klar vinterlig luft til det lidt lunere grå vejr.
Denne uge har også tendenser til at kunne give lidt vinterlig nedbør, men viser også et vejrskifte i denne uge til mere roligt vejr og en tand lunere luft.
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 4 og 10 grader, og om natten oftest ned mellem 0 og 7 grader. Dermed ser temperaturen ud til at ende omkring det normale for årstiden. Der er dog en usikkerhed i prognoserne, der enkelte prognoser peger i retning af en koldere uge end normalt, hvor der er risiko for en dag med dagsfrost.
Nedbørsmængderne er usikre, men ser ud til at ende omkring eller lidt over det normale for årstiden, svarende til ca. 12-25 mm.
Uge 49 (2/12 – 8/12)
Højtryk forventes at dominere over det sydvestlige Europa, mens lavtryk forventes at bevæge sig over Norskehavet og Nordskandinavien. Det giver forventeligt lidt skiftende vejr med fronter der passerer fra vest afløst af kortere perioder med højtryksrygge og lidt gråt men roligt vejr.
Dagtemperaturen ventes typisk op mellem 2 og 10 grader, og om natten oftest ned mellem 0 og 6 grader. Dermed ser temperaturen ud til at ende omkring eller lidt under det normale for årstiden.
Nedbørsmængderne er usikre, men ser ud til at ende omkring det normale for årstiden, svarende til ca. 10-25 mm.
Oversigt for perioden Uge 50 og 51 (9/12 til og med 22/12)
Helt overordnet peget prognoserne på, at lavtryk vil holde sig nord for Danmark, mens højtryk vil dominere over det sydlige Europa. Det vil give en vestlig strømning, hvor fronter med regn kan passere fra vest afløst af byger og derefter højtryksrygge med lidt mildere vejr. De europæiske prognoser er lidt mere optimistiske og har højtryk til at presse sig helt op over det sydlige Danmark og presse lavtryk endnu længere mod Nordskandinavien. Det vil betyde mere roligt og mildere vejr med mulighed for solskin men også risiko for lavtliggende gråt skydække.
Det er usikkert, men i gennemsnit ser temperaturen ud til at ende omkring det normale, dog med en lille tendens til en smule over normalen.
Nedbørsmængderne er også usikre, men ender sandsynligvis omkring eller lidt over de normale for årstiden, mens de europæiske prognoser peger på en lidt tørrere uge.
Bemærk: Den normale temperatur og nedbør, der refereres til i prognoserne, er niveauet for de seneste 30 år (se klimanormal for 1991-2020).
Af langtidsmeteorolog Lisette Grenbom
Fakta | Usikkerhed i langtidsprognoser
Der er evidens for, at vejrsignaler kan forudsiges ved hjælp af vejrmodeller i op til seks uger frem i tiden afhængigt af vejrtypen. Som tommelfingerregel er månedsprognoser derfor mere sikre end klimatologien, der dækker over det gennemsnitlige vejr fra 1991-2020.
Sæsonprognoser, som rækker tre måneder frem i tiden, er af mere eksperimentel karakter, da der ikke foreligger evidens for, at vejrtypen kan forudsiges så langt frem tiden.