Sjette hovedrapport – del 3

Klimapanel: Omgående handling – det betaler sig!

Hvis menneskeheden skal begrænse klimaforandringerne, skal vi handle øjeblikkeligt og omstille alle sektorer, ikke mindst energisektoren. Og vi kender allerede de løsninger, der skal i spil, hvis vi skal lykkes med at begrænse fremtidens klimaudfordringer. Sådan lyder det i seneste rapport fra FN’s Klimapanel, der har fokus på at begrænse indholdet af drivhusgasser i atmosfæren.

Rapportens budskaber i detaljer

Nyeste udvikling og aktuelle tendenser

Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er blevet ved med at stige gennem perioden 2010-2019, hvilket også gælder de samlede nettoudledninger af CO2 siden 1850. Den gennemsnitlige årlige drivhusgasudledning i perioden 2010-2019 var højere end i noget tidligere årti, men stigningen mellem 2010 og 2019 var lavere end stigningen mellem 2000 og 2009.

Den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser er steget globalt siden 2010 på tværs af alle større sektorer. En stigende andel af udledningerne kommer fra urbane områder. Forbedringer i energiintensiteten i forhold til BNP og i carbon-intensiteten af energi har givet reduktioner i CO2-udledningerne fra fossile brændsler og industrielle processer. De har dog været mindre end stigningen i de udledninger, som skyldes stigende globale aktiviteter indenfor industri, energiforsyning, transport, landbrug og bygninger.

De regionale bidrag til den globale udledning af drivhusgasser varierer fortsat markant. Variationer i regional og national udledning per indbygger afspejler til dels forskellige udviklingsstadier, men de varierer også markant inden for de samme indkomstniveauer. De 10 % af husholdningerne på kloden, der har den højeste udledning per indbygger, bidrager med en uforholdsmæssigt høj andel af den globale drivhusgasudledning fra husholdninger. Mindst 18 lande har bibeholdt reduktioner i deres udledninger over mere end 10 år.

Enhedsprisen på adskillige teknologier med lave udledninger er faldet løbende siden 2010. Innovationspolitikker har understøttet de lavere priser og støttet global implementering. Både skræddersyede og generelle politikker, der adresserer innovationssystemer, har imødegået de konsekvenser af social, distributions- og miljømæssig karakter, der potentielt kan være forbundet med global udbredelse af lavemissionsteknologier. Innovation har været langsommere i udviklingslande grundet manglende forudsætninger. Digitalisering kan understøtte udledningsreduktioner, men kan også have utilsigtede konsekvenser, hvis det ikke administreres på rette måde.

Siden Femte Hovedrapport har der været en gennemgående udvidelse af politikker og love som adresserer modvirkning af klimaforandringer. Dette har ført til undgåede udledninger som ellers ville være sket, og øgede investeringer i lavemissions-teknologier og -infrastruktur. Udledningspolitikker dækker ujævnt på tværs af sektorer. Fremdrift på justeringen af finansielle flows i retning af målene i Parisaftalen, forbliver langsom og undersøgte klimarelaterede finanansierings-flows er ulige fordelt på tværs af regioner og sektorer.

De globale drivhusgasudledninger i 2030 der tilsvarer implementeringen af de Nationale Handleplaner (NDC’er) indmeldt inden COP26, gør det sandsynligt at opvarmningen vil overstige 1,5 grader i løbet af det 21. århundrede. Hvis det derefter fortsat skal være sandsynligt at begrænse opvarmningen til under 2 grader, kræver det hurtig handling efter 2030. De politikker, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes at resultere i højere drivhusgasudledninger end hvad der følger af NDC’erne.

Fremskrivninger af de samlede fremtidige CO₂-udledninger henover levetiden for eksisterende og planlagt infrastruktur til benyttelse af fossile brændsler vil, uden yderligere reduktionstiltag, overgå den samlede CO₂-udledning i scenarier der begrænser opvarmningen til 1,5 grader (med mere end 50% sandsynlighed, og med ingen eller begrænset overshoot). De samlede udledninger fra denne infrastruktur svarer tilnærmelsesvis til netto-udledning af CO₂ i scenarier der sandsynligvis begrænser opvarmning til 2 grader (med mindst 67% sandsynlighed).

Transformation af systemer for at begrænse den globale opvarmning

Globale drivhusgasudledninger forventes at toppe mellem 2020 og senest i 2025 i globale udledningsscenarier, der begrænser opvarmningen til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, samt i dem der begrænser opvarmning til 2 grader (>67%) og antager omgående handling. I begge udledningsscenarier, følger hurtige og omfattende reduktioner i udledninger gennem 2030, 2040 og 2050. Uden styrkede politikker, der rækker længere end dem, der var implementeret i slutningen af 2020, forventes drivhusgasudledningerne at stige efter 2025, hvilket vil lede til en gennemsnitlig global opvarmning på 3,2 grader i 2100.

Globale netto-nuludledninger af CO₂ opnås i de tidlige 2050’ere i udledningsscenarier, som begrænser opvarmningen til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, og omkring de tidlige 2070’ere i dem der begrænser opvarmningen til 2 grader (>67%). Mange af disse udledningsscenarier fortsætter til netto-negative CO₂-udledninger efter de har nået nul. Disse udledningsscenarier inkluderer også omfattende reduktioner i udledningen af andre drivhusgasser. Hvor højt et niveau opvarmningen topper på, afhænger af de samlede CO₂-udledninger indtil netto-nul-CO₂ opnås og ændringen i andre klimapåvirkninger på det tidspunkt. Omfattende reduktioner af drivhusgasudledninger inden 2030 og 2040, særligt af metan-udledninger, sænker opvarmningsniveauets toppunkt, reducerer sandsynligheden for overshoot og fører til mindre afhængighed af en netto-negativ CO₂-udledning, der vender opvarmningen i den anden halvdel af århundredet. Hvis en netto-nul CO₂-udledning opnås og bevares, resulterer det i et gradvist fald i opvarmningen.

Alle globale udledningsscenarier der begrænser opvarmning til 1,5 grader (>50%) med ingen eller begrænset overshoot, og dem der begrænser opvarmning til 2 grader (>67%) involverer hurtig og omfattende og i de fleste tilfælde omgående reduktioner af drivhusgasser i alle sektorer. Reduktions-strategier involverer skift fra fossile brændsler uden CCS, til energikilder med lav eller ingen carbon-intensitet, såsom vedvarende energi eller fossile brændsler med CCS, efterspørgselsindsatser og energieffektivisering, reduktion af ikke-CO₂-udledninger, samt udnyttelse af CDR-metoder som modvægt til resterende drivhusgasudledninger. Illustrative Mitigation Pathways (IMP’er) viser forskellige kombinationer af sektorstrategier for modvirkning af klimaforandringer, gældende for et givent opvarmningsniveau.

Reduktion af drivhusgasudledningen på tværs af hele energisektoren kræver gennemgribende omstilling, herunder en substantiel reduktion i generel brug af fossile brændsler, udnyttelse af lavemissionsenergikilder, et skift til alternative energilagringsmetoder, energieffektivisering og -besparelse. Fortsat anlæg af fossile brændsler uden CCS vil ’fastlåse’ udledninger af drivhusgasser.

Det er udfordrende, men muligt, at opnå netto-nuludledning af CO₂ fra den industrielle sektor. Reduktion af industrielle udledninger vil indebære koordineret handling hele vejen gennem værdikæder for at støtte alle muligheder for modvirkning af opvarmning, herunder håndtering af efterspørgsel, energi- og materialeeffektivitet, cirkulære materialestrømme, såvel som reduktionsteknologier og transformerende ændringer i produktionsprocesser. Fremdrift mod netto-nuludledning af drivhusgasser fra industrisektoren vil understøttes af nye produktionsprocesser, der er baseret på elektricitet fra kilder med lav eller ingen drivhusgasudledning, hydrogen, brændstof og håndtering af CO₂.

Byområder kan skabe muligheder, der løfter ressourceeffektiviteten og markant reducerer udledning af drivhusgasser, via systemisk omstilling af infrastruktur og byform gennem udviklingsscenarier med lav udledning, der går mod netto-nuludledning. Ambitiøse indsatser, der modvirker opvarmning for etablerede, hurtigt voksende og nye byer vil indebære: 1) at reducere eller ændre forbrug af energi og materialer, 2) elektrificering og 3) at øge optagelse og lagring af CO₂ i bymiljøerne. Byer kan opnå netto-nuludledning, men kun hvis der reduceres udledninger i og udenfor byernes administrationsområder gennem forsyningskæder, hvilket vil have nyttige afsmittende effekter på tværs af sektorer.

I globale klimascenarier forventes eksisterende bygninger, som moderniseres, og planlagte nye bygninger at nå en netto-nuludledning i 2050, hvis der effektivt implementeres politikker som kombinerer ambitiøse budgetmidler, effektivitet og indsatser for vedvarende energi, samtidig med at barrierer for decarbonisering fjernes. Politikker med lave ambitioner øger risikoen for bygninger der ’indelåser’ udledninger i årtier, mens veltilrettelagt og effektivt implementeret indgriben i både nye og eksisterende moderniserede bygninger, har betydeligt potentiale for at bidrage til opnåelsen af FN’s Verdensmål i alle regioner, i takt med at bygninger tilpasses fremtidens klima.

Løsninger der fokuserer på efterspørgsel og lavemissionsteknologier kan reducere udledninger i transportsektoren i udviklede lande og begrænse udledningsstigninger i udviklingslande. Efterspørgselsindsatser kan reducere behovet for transportservices og understøtte omstillingen til mere energieffektive transportformer. Elektriske køretøjer, der kører på grøn strøm, repræsenterer det største reduktionspotentiale for landbaseret transport i et livscyklusperspektiv. Bæredygtige biobrændsler kan levere yderligere udledningsreduktioner for landbaseret transport på kort- og mellemlang sigt. Bæredygtige biobrændsler, lavemissions hydrogen og derivater (herunder syntetisk brændstof) kan understøtte begrænsning af CO₂-udledninger fra shipping, luftfart og tung landbaseret transport, men det kræver forbedringer af produktionsprocesser og lavere udgifter. Mange strategier til udledningsreduktioner i transportsektoren kan have en række medfølgende fordele, herunder forbedret luftkvalitet, sundhedsfordele, retfærdig adgang til transportservices, færre trængselsproblemer og lavere materialeefterspørgsel.

AFOLU-tiltag (AFOLU:landbrug, skovbrug og anden arealanvendelse), der implementeres på en bæredygtig måde, kan bidrage store reduktioner i drivhusgasudledninger og øget fjernelse af CO₂ fra atmosfæren, men kan ikke alene kompensere for manglende handling i andre sektorer. Dertil kan landbrugs- og skovprodukter fra bæredygtige kilder bruges i stedet for mere udledningstunge produkter i andre sektorer. Effekter af klimaforandringer, konkurrerende efterspørgsel på landarealer, fødevareforsyningssikkerhed- og levegrundlagsrelaterede konflikter, kompleksiteten i landejerskab- og forvaltningssystemer samt kulturelle aspekter, kan resultere i barrierer for implementering og ulemper ved dette. Der er mange lande-specifikke muligheder for at opnå positive sideeffekter (såsom bevaring af biodiversitet, økosystem services og levegrundlag) og undgå risici (f.eks. gennem tilpasning til klimaforandringer).

Modvirkning af klimaforandringer via efterspørgsel, indebærer ændringer i brug af infrastruktur, anvendelse af end-use teknologier samt sociokulturelle- og adfærdsændringer. Efterspørgselsindsatser og nye måder at levere tjenesteydelser på, kan reducere globale drivhusgasudledninger i slutbruger-sektorer med 40-70% i 2050, sammenlignet med baseline-scenarier, mens nogle regioner og socioøkonomiske grupper kræver ekstra energi og ressourcer. Muligheder for modvirkning via efterspørgsel vil samtidig give en forbedring af basale leveforhold helt generelt.

Udrulning af teknologier til CO₂-fangst (CDR, Carbon Dioxide Removal) er uundgåelig hvis netto-nuludledning af CO₂, eller af drivhusgasser samlet set, skal opnås, fordi svært-omlæggelige tilbageværende emissioner skal modbalanceres. Omfanget og timingen af udrulningen afhænger af ændringerne i bruttoudledning i forskellige sektorer. Udbredelsen af CO₂-fangst afhænger af effektive løsninger, der kan adressere begrænsninger i forhold til tilgængelighed og bæredygtighed; særligt hvis udbredelsen skal ske i stor skala.

Indsatser til at modvirke global opvarmning, der koster 100 USD/ tCO₂-ækvivalent eller mindre, vil kunne reducere de globale udledninger i 2030 med mindst halvdelen af niveauet i 2019. Det globale BNP stiger fortsat i udledningsscenarierne, men er få procent lavere i 2050, i forhold til scenarier hvor der ikke handles yderligere end nuværende politikker, hvis der ikke medregnes økonomiske fordele ved at modvirke klimaforandringer og dermed undgå skader forbundet hermed, eller reducerede tilpasningsomkostninger. Den globale økonomiske fordel ved at begrænse opvarmningen til 2°C, er vurderet til at overstige prisen for handling i størstedelen af den undersøgte litteratur.

Sammenhæng mellem afbødning, tilpasning og bæredygtig udvikling

Fremskyndet og retfærdig klimahandling, både som modvirkning og tilpasning til klimaforandringernes konsekvenser, er kritisk for at sikre bæredygtig udvikling. Klimatiltag kan også resultere i utilsigtede ulemper. Fordele og ulemper for de enkelte løsninger kan håndteres gennem politikudvikling. FN’s Verdensmål (SDG’erne, Sustainable Development Goals), der indgår i FN’s 2030 Agenda for bæredygtig udvikling, kan bruges som grundlag for at evaluere klimatiltag i forhold til bæredygtig udvikling.

Der er en tæt forbindelse mellem bæredygtig udvikling, sårbarhed og klima-risici. Begrænsede økonomiske, sociale eller institutionelle resurser leder ofte til høj sårbarhed og lav tilpasningsevne, særligt i udviklingslande. Adskillige tiltag fremmer både udledningsreduktion og klimatilpasning, særligt i relation til bosættelser, arealforvaltning og økosystemer. Dog kan både landbaserede og marine økosystemer blive påvirket negativt af modvirkningstiltag, afhængigt af hvordan de implementeres. Koordinerede politikker og planlægning på tværs af sektorer, kan skabe maksimal synergi og undgå eller reducere ulemper ved afvejninger mellem udledningsreduktion og tilpasning.

Styrket afværgning af klimaforandringer og bredere handling for at dreje udviklingen i en mere bæredygtig retning, vil have distributionsmæssige konsekvenser i og mellem lande. Opmærksomhed på retfærdighed og bred og meningsfuld deltagelse af alle relevante aktører i beslutningsprocesser på alle skalaer, kan opbygge social tillid og styrke og udvide støtten til transformerende forandringer.

Styrkelse af modsvar/ et stærkere modsvar/ muligheder for stærkere handling
Der er muligheder for modvirkning, der kan implementeres bredt i den nærmeste fremtid. Gennemførligheden varierer på tværs af sektorer og regioner, og er afhængig af kapaciteter samt med hvilken hastighed og størrelsesorden, implementeringen sker. For at indføre tiltag for modvirkning af global opvarmning i større skala, er det nødvendigt at styrke gunstige forhold og mindske eller fjerne forhindringer. Begge dele inkluderer geofysiske, miljømæssige, teknologiske og økonomiske - og i særlig grad - institutionelle og sociokulturelle faktorer. Stærkere handling, der rækker ud over de nationale handleplaner (indmeldt inden UNFCCC COP26), kan reducere og/eller omgå langsigtede udfordringer for gennemførlighed af de globale scenarier, der holder den globale opvarmning under 1,5°C i slutningen af århundredet, med lille eller begrænset overshoot.

I samtlige lande kan modvirkningstiltag, der samtænkes i en større udviklingskontekst, øge hastigheden, dybden og bredden af udledningsreduktioner. Politikker, der påvirker udviklingen i en bæredygtig retning, kan udvide porteføljen af tilgængelige muligheder for udledningsreduktioner og give mulighed for synergi med udviklingsmål. Tiltag kan indføres nu, for at ændre udviklingsforløbet og fremskynde udledningsreduktion og omstilling på tværs af systemer.

Afværgning af klimaforandringer støttes af forvaltning, der, afhængig af nationale forhold, fungerer gennem lovgivning, strategier og institutioner ved at levere rammer for forskellige aktørers interaktion og danne grundlag for politikudvikling og -implementering. Forvaltning på klimaområdet er mest effektiv når den går på tværs af adskillige politikområder, hjælper med at realisere synergier og minimere ulemper samt forbinder nationale og subnationale politiske niveauer. Effektiv og retfærdig forvaltning på klimaområdet bygger på involvering af aktører fra civilsamfundet, politik, erhvervslivet, ungdommen, arbejdsmarkedet, medierne, indfødte folk og lokalsamfund.

En række reguleringsmæssige og økonomiske tiltag er allerede blevet implementeret med succes. Løsningsdesign kan hjælpe med at imødekomme ligeværdighed og andre mål. Disse tiltag kan understøtte omfattende udledningsreduktioner og stimulere innovation, hvis de opskaleres og anvendes bredere. Politiske initiativpakker, der muliggør innovation og opbygger kapacitet, er bedre til at støtte et retfærdigt skift mod en lavemissionsfremtid, sammenlignet med individuelle politikker. Initiativpakker der omfatter hele økonomien, i sammenhæng med de nationale betingelser, kan lede til opnåelse af kortsigtede økonomiske mål, samtidig med udledningsreduktioner, og et skift i retning af bæredygtig udvikling.

Undersøgte finansielle overførsler er utilstrækkelige til at opnå målsætninger for udledningsreduktioner på tværs af alle sektorer og regioner. Udfordringen med at nå det tilstrækkelige niveau er størst i udviklingslande generelt set. Opskalering af finansiering til modvirkningstiltag kan understøttes af klare politiske beslutninger og signaler fra regeringer og det internationale samfund. Accelereret internationalt finansielt samarbejde er en kritisk betingelse for at opnå lavemissions- og retfærdig omstilling, og kan adressere uligheder i adgangen til finansiering samt omkostninger ved og sårbarhed for konsekvenserne af klimaforandringerne.

Internationalt samarbejde spiller en afgørende rolle for at nå ambitiøse målsætninger for modvirkning af klimaforandringer. UNFCCC, Kyotoprotokollen og Parisaftalen understøtter styrkede nationale ambitioner og motiverer udvikling og implementering af klimapolitikker, selvom der stadig er mangler. Partnerskaber, aftaler, institutioner og initiativer, som opererer på det sub-globale og sektorale niveau og involverer adskillige aktører, er fremspirende, med blandede niveauer af effektivitet.

Af Tilde Vejen Holst, Tina Christensen og Anne Hølmkjær Jacobsen
4. april 2022