Hvor hurtigt vokser isen i kulden?
Med dagfrost og begyndende isdannelse på mange søer, melder spørgsmålet sig: Hvornår kan isen bære?
"Som tommelfingerregel siger man, at isen vokser med 1/10 millimeter pr. minusgrad pr. time", fortæller klimatolog Mikael Scharling, DMI, til dmi.dk.
En periode på 24 timer med en konstant temperatur på minus 5°C skaber altså teoretisk set et lag is på 12 millimeter (24 timer * 5 graders frost * 0,1 millimeter).
Mikael Scharling advarer dog kraftigt mod at benytte reglen til at vurdere, om en sø nu også er farbar og isen sikker.
"Det er en meget, meget generaliserende regel - hvor hurtigt isdannelsen sker på den enkelte sø, kan man ikke umiddelbart vide. Der er så mange faktorer som spiller ind", siger han.
"Typisk skal isen være mellem 13 og 18 centimeter før kommunerne tillader færdsel på isen. men isens bæreevne afhænger i høj grad af lokale forhold. Hvis tommelfingerreglen altid var gældende, kunne vi [DMI] jo bare meddele hvornår isen teoretisk har opnået den fornødne tykkelse. Men den går ikke".
"Effekten af frosten i luften over søen aftager, efterhånden som istykkelsen stiger. Det skyldes, at isen har en isolerende virkning. Jo tykkere isen er, jo langsommere vokser den sig altså endnu tykkere", forklarer klimatologen. "Et lag sne på isen virker også isolerende", tilføjer han.
Særligt på store vandoverflader kan vinden desuden have en effekt.
"Vind sætter vandet i bevægelse både i form af bølger og strømninger. Jo større og jo dybere en sø er, jo mere vand skal køles ned og jo langsommere går det. Dybe søer kan endda opleve bundvendinger, hvor relativt varmt bundvand pludselig stiger op og blander sig med det koldere overfladevand", siger Mikael Scharling.
Hertil kommer ind- og udløb der kan ændre temperaturforholdene og være årsag til strømninger i vandet. Det samme gælder indsivende grundvand.
"Selv i frostvejr kan isen faktisk smelte nedefra, hvis relativt varmt grundvand strømmer til", advarer Mikael Scharling.
Budskabet fra klimatologen er altså, at bare fordi det har været frostvejr i en periode og én sø er meldt sikker, så er isen ikke nødvendigvis sikker på søen lige ved siden af. En læsermail illustrerer pointen:
"På min fødeegn siger man, at når Tystrup sø kan bære en krage, så kan Sorø sø bære hest og vogn. Lidt uvidenskabeligt, måske; men det passer ganske godt".
Tjek derfor altid kommunens hjemmeside, se skiltningen ved søen og brug din sunde fornuft. Og når du bevæger dig ud på isen, så følg de ti isråd fra Rådet for større badesikkerhed.
De ti isråd fra Rådet for større badesikkerhed
1. | Gå aldrig alene på isen |
2. | Gå om muligt kun på isen ved en redningspost |
3. | Slip aldrig børn af syne, hverken dine egne eller andres |
4. | Gå ikke længere ud end du i dårlig vejr kan ses fra bredden |
5. | Gå kun ud, hvor isen er kontrolleret som sikker |
6. | Råb aldrig om hjælp for sjov |
7. | Er du faldet i en våge og kommet under vandet, så forsøg at bevare roen og svøm mod det mørkeste sted, hvor du kan finde vågen igen. |
8. | Vend ryggen mod iskanten, stik albuerne bagud, så de hviler på iskanten, svøm med benene og råb om hjælp. |
9. | Er du kommet op på isen, så bliv på ryggen, indtil du er langt væk fra hullet. Herefter kan du forsigtigt vende dig om og mave dig ind. Men husk knæ og albuer kan få isen til at briste igen. |
10. | Vær altid godt påklædt når du tager på tur. Ser du en ulykke så tilkald øjeblikkeligt hjælp både fra de som er i nærheden og på telefon 1-1-2 |
27. januar 2012.
Artiklen er opdateret 23. januar 2024 for at skabe tydelighed om, at tommelfingerreglen om 13-18 cm is-tykkelse stammer fra den praksis, som mange kommuner holder sig til.