Havis

Havis dannes i havoverfladen eller i de øverste meter af vandsøjlen, når vandet når frysepunktet. Havis, der ligger fastfrosset imellem øer, nær land og i fjorde kaldes fastis. Ellers driver havisen rundt med vind og strøm.

Man skelner typisk mellem nyis (< 10 cm), vinteris, som er dannet samme sæson (< 2m), og flerårsis (1-4 m), der har overlevet mindst en sommer. Når der er divergens i vindfeltet, bliver isen skruet sammen nogle steder, mens der kommer åbninger og sprækker andre steder.

Havisen ligger som et isolerende tæppe imellem den iskolde luft, der om vinteren er omkring minus 30°C, og det relativt 'varme' havvand med frysepunkt på minus 1.8°C. Sne og is isolerer effektivt, og varmeudveksling mellem vandet og luften foregår næsten udelukkende igennem kortlivede sprækker og åbninger i isen. Samtidigt reflekterer havisen solindstrålingen om sommeren, og hvis havisen ikke er der, bliver det meste af solindstrålingen optaget som varme i de øvre vandmasser.

Udbredelsen af havis i Arktis er faldet siden slutningen af 1970'erne. Udbredelsen om vinteren er faldet med 3%, og udbredelsen om sommeren er faldet med over 14 % per 10 år. Den arktiske is når nu sit minimum i udbredelse på cirka 5 millioner kvadratkilometer i september. Isen breder sig i løbet af de seks kolde måneder til et areal på omkring 15 millioner kvadratkilometer i marts.

I løbet af de seneste mange år er meget af den tykke flerårsis blevet erstattet med tyndere vinteris om vinteren. Det betyder, at vi i dag har et tyndt og sårbart isdække, der er mindre robust over for en varm sommer end isen var i 1970'erne og 1980'erne. Udtyndingen skyldes hovedsagligt global opvarmning, som bliver forstærket lokalt i Arktis på grund af positive tilbagkoblingsmekanismer, f.eks. albedotilbagekoblingsmekanismen.

Læs mere om de mange forskellige typer af havis der findes her

Redaktion Marianne Brandt
7. oktober 2014