Var det altid hvid jul, da far var dreng?
Hvornår var der sidst hvid jul i Danmark? Ifølge DMI’s opgørelser var det i 2010, at Danmark sidst kunne fejre hvid jul. Og siden 1900 har vi kun haft hvid jul 9 gange i Danmark.
Hvert år i december drømmer store og små om hvid jul, og mange drømmer sig tilbage til barndommens juleaftener. Men hukommelsen kan godt spille os et puds. For hvornår havde vi egentligt sidst hvid jul, og er det virkeligt sandt, at det altid var hvid jul, da far var dreng?
”I 2010 havde vi sidst landsdækkende hvid jul i Danmark. Da fejrede danskerne jul i klart og koldt vejr og med temperaturer ned til tocifrede minusgrader. Sneen var faldet over en længere periode op til jul. Snedækket gik fra nogle få centimeter i dele af Jylland til over en meter på Bornholm,” fortæller seniorklimatolog John Cappelen fra DMI og fortsætter:
”I 2010 var det ovenikøbet første gang, Danmark oplevede hvid jul for andet år i træk, siden DMI påbegyndte registreringen i 1900. I 2009 faldt sneen også et par dage før jul. 99,3 % af landet havde mere end 0,5 cm sne, og i gennemsnit havde vi 8,7 cm sne. De eneste steder, der ikke havde sne, var København, Skagen og den østlige kyst af Falster.”
Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90 % af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end 0,5 cm. Julesneen eller noget af julesneen kan dog godt være faldet op til flere dage i forvejen.
”Hvid jul er en betegnelse for det meteorologiske fænomen, at der er sne på juleaftensdag eller i nogle lande juledag. Hvid jul er langt mere almindeligt i nogle lande end andre. I Europa er sandsynligheden for hvid jul mindre, desto længere vestpå man er. I Danmark er der ikke hvid jul så ofte,” siger John Cappelen og fortsætter:
”Chancerne for landsdækkende hvid jul er blot 8 %, og i langt de fleste tilfælde er vejret den 24. december sidst på eftermiddagen gråt og mildt. Juleaften i 1977 var den varmeste af slagsen med de højeste temperaturer op til juleaften på over 12 plusgrader i København. I 2006 og 2013 var det også lunt med omkring 10 plusgrader. Den koldeste på listen er fra 2010 med under 18 minusgrader i Aalborg, men også julen 1995, 1986 og 1962 var pænt kolde.”
I Danmark har vi oplevet landsdækkende hvid jul 9 gange siden 1900: •Julen 1915 •Julen 1923 •Julen 1938 •Julen 1956 •Julen 1969 •Julen 1981 •Julen 1995 •Julen 2009 •Julen 2010 Julevejret kan følges på DMI’s hjemmeside og i temaet her. Og her er der sat tal på julevejret fra 1953 og frem. |
Af John Cappelen og Anna Rørbæk
13. december 2018