Den 7. varmeste januar i dansk vejrhistorie

Januar 2022 klemmer sig ind i top-10 over de varmeste januar måneder, der er målt i Danmark siden 1873. Gradtallet rækker til den 7. varmeste januar i dansk vejrhistorie, til gengæld er podiepladserne langt uden for rækkevidde, når det kommer til vand og sol fra oven. Januar har nemlig været rimelig tør, og lidt mindre solfattig end årets første måned plejer at være.

 

 

Vinterkulden har været noget fodslæbende denne januar, hvor vejret har vist sig fra en tør og særdeles mild side.

 

- Der har været enkelte kolde indslag med frost og snebyger, men det er det milde vejr, som har trukket det længste strå denne januar. Gennemsnitstemperaturen lander tæt på 2,5 grader over det, vi normalt forventer af en januar måned. Det rækker til en 7. plads på listen over de varmeste januar måneder i dansk vejrhistorie, hvilket svarer til de temperaturforhold, som typisk ses i marts måned, siger klimatolog Mikael Scharling.

 

Det ”normale” dækker over det gennemsnitlige vejr over en 30 år lang periode, det der kaldes en klimanormal. Den nyeste klimanormal løber fra 1991-2020 og er derfor en solid reference for, hvordan vejret plejer at være.

 

- Til gengæld bliver januar meget tør med omkring 20 procent mindre nedbør end normalt. Det skyldes især, at højtryk nær De Britiske Øer i længere perioder har blokeret for fronter og nedbør fra vest, forklarer Mikael Scharling og afslutter:

 

- Januar er en af de mørkeste måneder på året, men denne januar bliver med lidt over 10 procent mere sol end normalt, ikke helt så solfattig, som den plejer at være - det vil sige, at vi har fået næsten to timer med sol om dagen.

 

 

Faktaboks I Hvad er klimanormaler?

Hver måned, hver sæson og hvert år gøres vejret op i Danmark. Hvor varmt har det været, hvor meget nedbør er der faldet, hvor meget har solen skinnet? Ud fra disse opgørelser beskrives det danske klima som et gennemsnit af vejret indenfor 30-årsperioder, det vi kalder for ’klimanormaler’.

Hele verdens meteorologiske institutter udarbejder 30-års klimanormaler.

Klimanormaler bruges som reference til at sammenligne ændringer i klimaet fra tidligere perioder til i dag og det forventede fremtidige klima.

For at kunne sammenligne værdier over hele verden i samme periode er det internationalt aftalt, at normalværdier for årene 1901-30, 1931-60, 1961-90 og 1991-2020 beregnes i alle lande.

Fremtidens vintre tegner til at blive varmere og vådere

DMI’s observationer viser, at det danske klima har ændret sig. Januar er blevet både varmere og vådere i Danmark siden målingernes start i 1873, men hvordan ser fremtiden ud?

- DMI’s Klimaatlas, der kommer med det bedste bud på fremtidens klima i Danmark viser, at fremtidens vinter fortsat bliver både varmere og vådere. Hvor varm og våd vinteren bliver afhænger dog af udledningen af drivhusgasser, siger DMI’s klimaforsker Mark Payne og fortsætter:

- Hvis udledning bliver høj, skal vi forvente, at vinteren i Danmark bliver ca. 3,5 grader varmere, og mængden af vinternedbør forøges med ca. 25 procent frem mod slutningen af dette århundrede sammenlignet med nutidens klima, der dækker over perioden 1981-2010. Hvis udledningen af drivhusgasser begrænses, som de nuværende politiske aftaler foreskriver, kan vi forvente, at vinteren bliver 1,9 grader varmere og ca. 12 procent vådere.

Så det, at denne januar fortsætter i det varme spor, falder godt i tråd med den tendens, som fremgår af Klimaatlas. Hvad angår nedbør er januar 2022 tør, mens fremtidens vinter ser vådere ud. Hvordan hænger det sammen?

- Der er forskel på vejr og klima. Vejret skifter hele tiden, mens klimaet er det gennemsnitlige vejr over en længere periode, typisk 30 år. Det er derfor vigtigt at holde sig for øje, at vi kun kigger på en enkeltstående måned i et enkeltstående år.  Vi kan i det øjemed ikke sige noget om fremtidens klima ud fra vejret i denne januar alene – her skal vi have fat i DMI’s Klimaatlas, afslutter klimaforsker Mark Payne.

Find mere viden om fremtidens danske klima i DMI’s Klimaatlas her: https://www.dmi.dk/klimaatlas/

 

Det har tidligere fremgået af denne artikel, at januar blev den 8. varmeste januar måned. Efter et kvalitetstjek er den rykket op på en 7. plads. Opdateret den 1. februar 2022.

 

Af Mikael Scharling, klimatolog og Mark Payne, klimaforsker
Anja Fonseca, DMI kommunikation
31. januar 2022

Se flere nyheder fra DMI  ♦ Modtag pressemeddelelser fra DMI på mail
Hent vores app til iPhone eller Android ♦ Følg DMI på X, LinkedIn og Instagram

Viden om vejr og klima

Se alle