Havis-status 2022 i Arktis og Antarktis
Sommerhalvåret er sat ind, og havisen i Arktis begynder så småt at smelte. Havisen har dermed nået sit årlige maksimum, og det ligner, at havismaksimum 2022 kommer ind på en 8. plads over laveste maksimum-udbredelser siden 1978. I Antarktis er situationen en anden – her var udbredelsen af havis rekord lav i februar.
Havisen er en tydelig markør for, hvordan klimaet har det, og påvirker det globale klima. Derfor er havisen vigtig at overvåge, og der er en tydelig tendens. De sidste mange års målinger viser en lavere og lavere udbredelse – vinteren 2021/22 er ingen undtagelse.
Hvert år i marts, hvor lyset overhaler mørket, når havisen et maksimum i udbredelse i Arktis.
I år indfandt maksimum sig den 7. marts og lød på 14,93 mio. km2.
Tallet kan lyde enormt, og det svarer også til to gange arealet af Australien, men ifølge DMI’s havisforsker Gorm Dybkjær, er det ikke imponerende:
- Havisens maksimumudbredelse i år ender formodentlig på en 8. plads over laveste maksimudbredelser, siden vi begyndte at overvåge havisen i 1978. En ottendeplads skriver sig ikke ind i historien, men dette års maksimumudbredelsen ender endnu engang på top 10, hvilket har været ’the new normal’ siden 2000. Det vidner om, at havisen er på retur.
Huller i isen
Trods 8. pladsen er der alligevel områder i Arktis, hvor havisudbredelsen ser ud til at slå bundrekord i år, nemlig omkring Svalbard og i Barentshavet. Her er det normale havis-dække skiftet ud med store områder med åbent hav eller en blanding af åbent vand og havis.
Ifølge Gorm Dybkjær kan det påvirke sommersæsonen og minimumudbredelsen, som plejer at indfinde sig i september.
-Vi ved af erfaring, at når først der er åbent eller delvist åbent hav, og vind og sol får direkte kontakt med havoverfladen, så breder det åbne vand sig hurtigt, når smeltesæsonen for alvor sætter ind om en måneds tid. Det kan blive afgørende for afsmeltningen af den arktiske havis hen over sommeren.
Omvendt er der relativt meget is vest for Grønland, som i år har bredt sig helt ned i Davisstrædet ud for Vestgrønland.
Rekord lav udbredelse af havis på Antarktis
Vender vi blikket mod syd, på den sydlige halvkugle, hvor sommerhalvåret lakker mod enden, er situationen en helt anden.
Her har en usædvanlig varm sommer tæret så hårdt på havisen, at den i perioden 18. til 24. februar blev målt til at være den absolut laveste havisudbredelse i Antarktis siden målingerne startede i 1978. Her lød havisudbredelsen på 2,2 mio. km2. Den hidtil laveste månedsmiddel havisudbredelse i Antarktis var i 2017, hvor udbredelsen var 2,42 mio. km2. Februar middel isudbredelse i år endte på 2. pladsen over laveste isudbredelser siden 1978.
Fakta om havis og det globale klima
Havisen i Arktis er vigtig for klimaet, fordi isens lyse farve har en høj albedo. Høj albedo betyder, at isen reflekterer store mængder sollys tilbage til verdensrummet, så det ikke varmer jordens overflade.
Når isen smelter, erstattes den af havets den mørke overflade. Havoverfladen har en lav albedo og reflekterer meget lidt sollys. I stedet omdannes en stor del af lyset til varme. Varmen har potentiale til at smelte endnu mere havis og dermed forstærke processen.
Du kan finde meget mere information på ocean.dmi.dk og på cryo.met.no
Af havisforsker Gorm Dybkjær og Herdis Preil Damberg, DMI kommunikation
22. marts 2022