Ozonlagets dag: Hvordan går det?
Udledning af ozonnedbrydende stoffer tog fart i 1960’erne, og de efterfølgende årtier forårsagede stofferne store skader på ozonlaget, der har enorm betydning for livet på jorden. Genopretningen af ozonlaget går heldigvis den rigtige vej takket være en global indsats, men især over Antarktis vender et ozonhul tilbage hvert år.
I dag er det ’Ozonlagets Dag’, og derfor tager vi det særlige lag under luppen. Ozonlaget har nemlig en enorm betydning for livet på jorden, da det beskytter mod solens farlige UV-stråling.
Montreal-protokollen er en succeshistorie
Tilbage i 1970’erne og 1980’erne stod det klart, at den hidtidige udledning af ozonnedbrydende stoffer var begyndt at skade ozonlaget voldsomt, og nedbrydningen ville fortsætte og få store konsekvenser for livet på jorden, hvis ikke der blev grebet hurtigt ind.
Den 16. september 1987 gik en stor del af verdens nationer derfor sammen og lavede en aftale kaldet Montreal-protokollen. Aftalen gik ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter, og vedtagelsen har netop bremset den negative udvikling, og efterhånden kan en bedring spores. Montreal-protokollen må dermed siges at have været en succes.
Datoen, hvor Montreal-protokollen blev vedtaget, er derfor noget helt særligt for ozonlagets udbredelse, og kaldes ’Ozonlagets dag’.
Ozonlaget er i bedring
Ifølge den seneste vurdering af ozonlaget fremgår det, at ozonlaget generelt er genopbygget med 1-3 procent pr. 10 år siden 2000. Hvis den tendens fortsætter, vil ozonlaget over den nordlige halvkugle være helt genoprettet i 2030’erne, mens den sydlige halvkugle må vente yderligere ca. 20 år, og ozonlaget over de syd-polare egne forventes først helet omkring år 2060.
Reduktionen af ozonnedbrydende stoffer i stratosfæren (i denne sammenhæng den del af atmosfæren, der ligger i ca. 12 til 30 km’s højde) fortsætter, et nyt studie viser, at vi på mellembreddegrader nu er nået halvvejs i mål, hvor målet er niveauet før 1980.
Læs mere her: https://research.noaa.gov/article/ArtMID/587/ArticleID/2900/Path-to-recovery-of-ozone-layer-passes-a-significant-milestone
Den tydeligste nedbrydning af ozon ses over Antarktis
Langt syd på, over Antarktis, ses den tydeligste konsekvens af den menneskeskabte ozonnedbrydning. Siden 1980 er et årligt tilbagevendende ozonhul over Antarktis blevet den tydeligste markør af ozonlagets tilstand.
Ozonhullet, som voksede gennem 1980’erne og 1990’erne, var fortsat vokset, hvis det ikke havde været for overholdelsen af Montreal-protokollen, som begrænser udledningen af menneskeskabte ozonnedbrydende stoffer.
Fra omkring år 2000 ses en svagt faldende tendens i ozonhullets størrelse, hvilket peger mod den forventede genopretning af ozonlaget.
Årets ozonhul vokser forsat, det foreløbige resultat er markeret med rødt i nedenstående figur. Da hullet ikke er færdig med at vokse for i år, får vi sandsynligvis et forholdsvis stort et af slagsen denne sæson.
Det relativt store hul kan indikere, at klimatiske ændringer forsinker helingen af ozonlaget.
Ozonhul dukker af og til op over Arktis
I det arktiske område er forholdene også gunstige for ozonnedbrydning, men da forholdene ikke er lige så ’gode’ for nedbrydning af ozon, som de er over Antarktis, er det ikke hvert år hullet opstår over Arktis.
I 2020 var forholdene ekstremt gunstige for nedbrydningen over Arktis, mens der i 2021 ikke skete nogen ozonnedbrydning af betydning. I år var forholdene for ozonnedbrydning i Arktis temmelig gunstige indtil sidst i februar, og den maksimale ozonnedbrydning blev den 7. største siden 1992. Da nedbrydningen stoppede så tidligt på året, fik det ikke nogen betydning for ozonlaget på vore breddegrader i foråret.
Ozonlaget er i langsom bedring over Danmark
DMI måler kontinuerligt ozonlagets tykkelse over København, men her er udviklingen ikke så dramatisk, som over de polare områder. Det voldsomme fald igennem 1980’erne er blevet bremset, og en langsom stigning i ozon kan anes.
stigning i tykkelsen siden 2000. Der er dog stadig et stykke vej til niveauet fra før 1980.
Klimaforandringer – kan have en negativ effekt på ozonlaget
Takket være en global indsats går genoprettelsen af ozonlaget langsomt den rette vej. Men der er også tegn på, at det måske ikke går helt så hurtigt som forventet.
- Der er en begyndende tendens til, at sæsonen for kraftig ozonnedbrydning forlænges, til at inkludere marts og november for hhv. Arktis og Antarktis
- Der er tegn på, at de kolde vintre oppe i stratosfæren bliver endnu koldere
Disse ændringer kan være en konsekvens af de klimaforandringer, vi oplever i den nedre del af atmosfæren (troposfæren).
Hvis det er tilfældet, har vi to modsat rettede effekter, der påvirker den forventede genetablering af ozonlaget, nemlig:
- En faldende mængde af ozonnedbrydende stoffer, der fremmer genopretningen af ozonlaget
- Klimaforandringer, der modvirker genopretningen af ozonlaget
For at vi fortsat kan se, om Montreal-protokollen bliver overholdt, er det er nødvendigt at forstå sammenhængen mellem klimaforandringer og forholdene i stratosfæren. Hvis f.eks. størrelsen af ozonhullet ikke følger det forventede, er det vigtigt at vide, om det skyldes klimaændringer eller afvigelser fra aftalerne om udledning af ozonnedbrydende stoffer. En fortsat overvågning af ozonlaget, klimaet og de ozonnedbrydende stoffer er derfor meget vigtig.
Nationalt Center for Klimaforskning (NCKF) på DMI undersøger i øjeblikket, ved nøjagtige satellitmålinger af temperaturer i stratosfæren, hvordan de ozonnedbrydende områder udvikler sig. Læs mere om NCKF her.
Læs mere om ozonlaget:
Ozonlaget beskytter mod den kortbølgede del af den ultraviolette stråling (UV) fra solen, og med et svækket - eller manglende ozonlag, vil en så stor mængde kortbølget UV-stråling nå ned til jordoverfladen, at alt levende på jorden vil være truet.
Ozon nedbrydes under ekstremt lave temperaturer i 12-30 km’s højde – det lag i atmosfæren, der kaldes stratosfæren.Det vurderes, at Montreal-protokollen, og adskillige senere tilføjelser og justeringer, har reduceret udledningen af ozonnedbrydende stoffer med 99%.
Montral-protokollen blev vedtaget den 16. september 1987 af en stor del af verdens nationer. Aftalen går ud på at begrænse produktion og udledning af ozonnedbrydende gasarter,
Sidst i 1990’erne kunne man se, at indgrebet begyndte at virke, og i 2014 kunne man konstatere de første sikre tegn på, at en genopbygning var i gang.
Det vurderes, at uden Montrealprotokollens begrænsning ville der frem mod 2030 konstateres 2 mio. flere tilfælde af hudkræft om året på verdensplan.
DMI deltager, sammen med Miljøstyrelsen, i det internationale samarbejde med at overvåge ozonlagets tilstand blandt andet ved målinger i Grønland og Danmark.
En ’sidegevinst’ ved hele indsatsen er, at de ozonnedbrydende gasser også er meget kraftige drivhusgasser. Uden indsatsen, der startede med vedtagelsen af Montreal-protokollen, ville disse have bidraget til den globale opvarmning med noget, der svarer til effekten af 130 mia. tons CO2.
De ozonnedbrydende gasser blev afløst af HFC-gasser. HFC-gasser har dog vist sig at være kraftige drivhusgasser, og derfor har den seneste tilføjelse, kaldet Kingali Amendment, der trådte i kraft i 2019, indført reguleringer af HFC-gasser. Målet er at reducere udledningen med 80 % over de næste 30 år.
Af Helge Jønch-Sørensen, forsker hos Nationalt Center for Klimaforskning på DMI
Anja Fonseca, DMI Kommunikation
16. september 2022
