Ozon, halocarboner og klima

Atmosfærens ozonindhold har indflydelse på Jordens klima. Ozonen forhindrer den ultraviolette stråling fra Solen i at trænge ned til Jordens overflade, men fungerer også som drivhusgas.

I atmosfærens nederste lag, troposfæren, som strækker sig fra jordoverfladen til omkring 10 kilometers højde, er ozon en effektiv drivhusgas på linje med kuldioxid, metan, lattergas, CFC og halongasserne (samlet betegnet halocarboner).

I troposfæren dannes ozon som en forureningskomponent ved at kvælstof-ilter (NOx = NO + NO₂) under solindstråling reagerer med ilt (oxygen).

Kvælstof-ilter dannes ved enhver forbrænding. Dermed forøger kraftværker og biler også ozonkoncentrationen i troposfæren.

Ozon er speciel, da den både findes i stratosfæren (10 til 50 kilometers højde) og i troposfæren. I stratosfæren forhindrer den størstedelen af Solens skadelige UV-stråling i at nå ned til jorden.

Ozon i troposfæren er derimod en effektiv drivhusgas. Stigende ozonkoncentration i troposfæren er derfor et ikke ubetydeligt bidrag til den globale opvarmning.

FN's klimapanel (IPCC) vurderer, at den samlede energipåvirkning, kaldet strålingspåvirkningen, fra ozons ændrede atmosfærekoncentrationer er 0,30 watt per kvadratmeter. Det er cirka 20 procent af den samlede strålingspåvirkning fra ændringer i CO₂-koncentrationen i atmosfæren.

Halocarbonerne, der er ansvarlige for den menneskeskabte udtynding af ozonlaget, er også i sig selv kraftige drivhusgasser med en strålingspåvirkning sammenlignelig med troposfærisk ozon.

Udledningen af halocarbonerne er nu reguleret af Montreal-protokollen og deres koncentrationer i atmosfæren er aftagende. På den måde er Montreal-protokollen også medvirkende til at begrænse den globale opvarmning.