Polarstratosfæriske skyer og aerosoler
Polarstratosfæriske skyer (PSC) ses ofte med et flot farvespil i polarområderne. Dog er der en skyggeside bag deres flotte facade. De spiller nemlig en afgørende rolle for dannelsen af ozonhuller.
Når polarstratosfæriske skyer dannes, sker det med udgangspunkt i de såkaldte sulfat-aerosoler.
Sulfat-aerosoler består af flydende dråber af svovlsyrer og forekommer i det såkaldte Junge-lag, der strækker sig fra 10 til omkring 30 kilometers højde.
Forekomsten af sulfat-aerosoler i atmosfæren varierer meget, men stiger kraftigt efter større vulkanudbrud, hvor stratosfæren kan tilføres store mængder af svovlforbindelser. Dermed ses store ozonhuller ofte efter store vulkanudbrud.
I de polare egne falder temperaturen igennem vintermånederne til under minus 80 °C. Ved så lave temperaturer kondenserer salpetersyre med vanddamp og danner faste eller flydende skypartikler (PSC type 1).
Hvis temperaturen er endnu 5-7 °C grader lavere, bliver luften mættet i forhold til is, og der kan dannes egentlige iskrystaller (PSC type 2).
Jo lavere temperaturen er, desto flere polarstratosfæriske type-2 skyer bliver der dannet.
Skyerne har stor udbredelse over Antarktis, da der her bliver meget koldt. De observeres mere sporadisk i de arktiske egne.
Skyerne dannes i 15-25 kilometers højde og efter solnedgang belyses de på undersiden, hvorved de fremtræder lysende mod den mørke himmelbaggrund som vist på fotoet.
Skyerne har stor betydning for nedbrydningen af ozonlaget. Kemiske reaktioner på overfladen af skypartiklerne kan omdanne klor- og bromforbindelser til en kemisk reaktiv form, der kan nedbryde store mængder ozon under indvirkning af sollys.
En af de første farvegengivelser af en polarstratosfærisk sky findes på et billede malet af den danske maler greve Harald Moltke (1871-1960).
Moltke deltog i flere nordlys-ekspeditioner til Island og Finland omkring begyndelsen af det 20. århundrede med det formål at gengive nordlysfænomenerne, som det ikke var muligt at fotografere med datidens apparater.
Under en ekspedition i 1901 til Utsjoki i Finland fandt Moltke også anledning til at male en såkaldt perlemorssky (øverst tv. i billedet). Disse skyer kan fremstå stærkt lysende på en mørk himmelbaggrund med et imponerende farvespil; skyer som senere kendes som polarstratosfæriske skyer.
Moltke har anført ”Utsjoki 5/1-1901 – c. 12.15” som fakta for sin observation på bagsiden af maleriet. Se mere om Moltke i rapporten Nordlysets Maler (Teknisk rapport 08-08).
Temaansvarlig Helge Jønch-Sørensen
Opdateret 15. juni 2018
