Speciel hattesky

Det kan være vanskeligt at forklare en skydannelse ud fra et fotografi, men spørgeren har med sine kommentarer lagt bolden til rette, og her er et skudforsøg fra Leif Rasmussen:

Når en cumulussky – en konvektiv celle – skyder i vejret, kan man med lidt tålmodighed følge både væksten og den turbulente omrøring, der optræder i skyen. Sker det, at skyen møder et tyndt, fugtigt luftlag, kan dettes fugtighed fortættes som følge af den afkøling, løftet medfører, og en kort tid danne en ’skykappe’ over og omkring toppen, indtil den bliver opslugt af skyen. Denne flygtige skytype kalder man en pileus-kappe.

Det mønster, vi ser på billederne, er utvivlsomt en sådan kappe – med én væsentlig undtagelse: cumulusskyen mangler. Luften er for tør, men solopvarmningen vil stadig frembringe konvektive celler eller bobler, blot uden kondensation. En flok kredsende måger kan røbe tilstedeværelsen. Men i det aktuelle tilfælde eksisterer der faktisk et fugtigt luftlag, og det løftes af den ’usynlige cumulus’, som det indhyller. Dets fugtighed kondenseres og kommer derved til at tegne omridset af den opstigende boble. Hullerne i kappen opstår gradvis ved opblanding med den tørre luft.

Dette var en beskrivelse af dannelsen, som den kan aflæses af strukturen. Når det gælder årsagen, må vi begive os lidt ud i gætteriet. Det er rimeligt at tro, at solopvarmningen har spillet en væsentlig rolle. Den var stærkest netop kl. 13 (sommertid), da solen stod højest på himlen. Bymæssige bebyggelser opvarmes mest og er ofte kilden til de første cumulus-dannelser. I det aktuelle tilfælde kan det være terrænhældningen mod syd, der har betinget en forøget opvarmning. Blot kan det undre, at mønstret optræder så isoleret, for hele området er jo ganske kuperet - kan der være en anden årsag med i spillet? Måske skal vi se på den store temperaturforskel mellem landets varme indre og det endnu kolde hav, der begunstiger søbrisedannelse. En lokal søbrisefront kan have leveret det puf, der satte gang i konvektionen, men nu er vi absolut på gyngende grund...

Uden det fugtige luftlag i en ellers tør atmosfære var bevægelsesmønstret forblevet ubemærket, når vi ser bort fra eventuelle måger. Laget kan vha. satellitbilleder identificeres som resterne af en kraftig cumulusstribe (en ’konvergenslinie’) dagen før mellem Vänern og Vättern. Endnu i de tidlige morgentimer sås den som en lille ansamling af stratocumulus ved det nordlige Djursland, men opløstes herefter, indtil den (mere gætteri!) blev bragt for dagen af et hot spot ved Horsens. Mønstret vil være sjældent i Danmark, men kan opleves i bjerge som resultatet af mekanisk turbulens.