Anti-crepuscular-hva'-for-noget?

Han viste billedet til redaktør på Politiken Videnskab, Daniel Bergsagel, som heller ikke havde en god forklaring ved hånden, og derfra kom det til DMI, hvor pensioneret seniormeteorolog (og vejrdetektiv) Leif Rasmussen blev sat på sagen.

Leif Rasmussen svarer:

Det interessante og for en dansker noget usædvanlige billede, som er taget i april i Argentina, viser en næsten skyfri himmel med solstråler og skygger, som i denne sammenhæng kaldes anti-crepuscular stråler. Og hvad er så det?

Normalt er himlen blå. Det skyldes molekylernes spredning af sollyset, som omfatter den kortbølgede (blå) del af farvespektret, men tillader de rødlige farver at passere. Men atmosfæren (navnlig troposfæren, der rækker op til ca. 10 km, i troperne noget højere) indeholder varierende mængder af fine støvpartikler, som reflekterer alle solspektrets farver, således at himlen kan få en gullig eller hvidlig farvetone. Støvet udvaskes, når det regner, men det fornyes til stadighed, idet kontinenterne er storleverandører af partikler. Nogle af disse støvpartikler er naturlige (fx ørkenstøv og røg fra skovbrande), andre menneskeskabte. 

Perspektiv

Når en sky går for solen, kan vi af og til få et indtryk af støvindholdet fra den vifte af solstråler og skygger, der udgår fra solen. Med den store afstand til lysgiveren kan de anses for parallelle, men perspektivet gør, at vi opfatter dem anderledes – lige som det er tilfældet med jernbanespor, der tilsyneladende løber sammen i horisonten. Strålerne er tydeligst, hvor vi kigger på langs ad dem, dvs. nærmest solen.

En gang imellem kan man se solstråler efter solnedgang (eller før solopgang). Så taler man om crepuscular-stråler (fra latin: hvad der har med tusmørke at gøre). Ingen stråler uden skygger, og i dette tilfælde skal vi søge den fjerne skyggegiver – måske et bjerg eller en stor enkeltstående cumulussky - ude i horisonten eller måske endda under denne. På den måde kan vi gøre os forestillinger om, hvad der findes eller foregår uden for vores synsvidde, hvis vi ellers forstår signalet. Vi fornemmer meget tydeligt, at jorden er rund.

Hurtig på aftrækkeren

Som nævnt ses strålerne bedst nær solen, og højt på himlen er de svære at få øje på, selv om de er der. Men får man den gode idé at vende solen ryggen – det gjorde Politikens fotograf – kan man være heldig at genfinde dem, fordi man nu igen kigger på langs ad strålerne. Nu peger de blot mod solens "modpunkt" og er derfor blevet udstyret med et anti- til fornavn. Mønstret blegner efter et par minutter, og vi kan derfor glæde os over, at fotografen havde fingeren på aftrækkeren. I tilgift har han fanget en anden skygge, nemlig den blågrå zone lige over horisonten. Det er jordskyggen (nattehimlen, om man vil, hvor også den øvre atmosfære unddrages sollyset), som langsomt vokser op i takt med jordens drejning bort fra solretningen.

Brikkerne falder helt på plads, når vi får oplyst, at fotografen befandt sig i det nordvestlige Argentina, ca. 150 km sydøst for byen Salta. Set herfra gik solen på optagelsestidspunktet ned lidt norden for vest, og ca. 180 km ude i den retning finder vi en af Andeskædens høje bjergtoppe, Nos de Cachi, som når 6.720 meter. Det må være skyggen af den, vi ser projiceret op på den argentinske aftenhimmel. Formentlig et dagligdags syn for de lokale…   

Crepusculare stråler i Danmark

I Danmark kan man lettest opleve såvel crepusculare som anti-crepusculare stråler i det ganske korte tidsinterval lige efter solnedgang, hvor solen endnu formår at skinne på undersiden af et højtliggende skydække og farve dette i røde nuancer. Skyggegiverne vil typisk være store, fjerntliggende cumulusskyer. Men også de norske fjelde kommer - her som i andre sammenhænge - ind i billedet. Ved midsommer går solen ned i nordvest, og ligger der et tyndt lag cirrusskyer over os (typisk i en højde af 8-10 km), kan man være heldig efter solnedgang at se skyggen af Sydnorge aftegne sig på himlen. Betingelserne er bedst i Nordjylland, men man skal være meget opmærksom for at opdage mønstret.  

Mange billeder af tusmørkestråler stammer fra middelhavsområdet. Det er der flere grunde til. Dels indbyder klimaet til at se på solnedgange, dels har luften ofte et vist indhold af støv fra Sahara, der hjælper med til at synliggøre strålegangen, og endelig findes der flere steder ret høje bjerge, der egner sig som skyggegivere. Og morgendæmringen byder jo på de samme gode muligheder for at opleve fænomenet, så hvem ved – måske var det crepuscular stråler, Homer fablede om, da han skrev om den rosenfingrede dagning i Iliaden og Odysseen. Og når vi nu har sluppet fantasien løs: Kan tusmørkestråler have været en inspiration for vore fjerne forfædre til at søge efter nyt land bag tomme horisonter?

Billede og svar venligst udlånt af Politiken Videnskab.