- Temaforside: Vejrets Detektiver - sagsarkiv
- Hvorfor deler vejret Danmark?
- Er der vulkaner i Grønland?
- Anti-crepuscular-hva'-for-noget?
- Hvem satte kryds i Sverige?
- Distrails over Sverige
- Tropisk orkan over Tjekkiet?
- Skyggende skyer
- Har de to sole i Alaska?
- Pletter i sneen
- Bølger i himlen
- En strålende bue
- Er der to sole?
- En ret special hattesky
- Supercelle - enorm bygesky
- Et himmelsk juletræ
- Hvem skvulper atmosfæren?
- En påskesky?
- Sky-snebyger på rad og række
Strålende bue på himlen
Kristian Bruus-Jensen fra Sjællands-Odde fangede dette flotte billede og spurgte undrende DMI: Hvad er dette? Og så kom Vejrets Detektiver ellers på sagen.
Leif Rasmussen, vores Vejr Detektiv og pensionerede meteorolog har kigget på sagen og svarer: "Du har fotograferet en såkaldt 'øvre tangentbue', som knytter sig til halo-fænomenet.
Der er flere forskellige halofænomener, men de mest kendte er nok 22º-haloen og bisolene. Fælles for dem er, at de opstår ved brydning af lys i iskrystaller i atmosfæren.
Nogle atmosfæriske iskrystaller - og særligt de vi finder i de høje cirrusskyer - har form som hexagonale prismer - eller noget der minder om stykker af en almindelig skoleblyant.
Når sollyset rammer de hexagonale prismer brydes lyset i mange forskellige retninger afhængigt af indfaldsvinkel og hvor på prismet lyset rammer. Det meste lys brydes dog i minimumsvinklen på 22°, hvorved haloen opstår, hvor lyset koncentreres. Her er ingen krav til orienteringen af krystallerne."
Leif Rasmussen fortsætter: "Den særlige 'øvre tangentbue' opstår, når iskrystallerne fortrinsvis er orienteret horisontalt - forestil dig blyanterne spredt ud på et bord. Når sollyset rammer brydes de stadig med minimumsvinklen på 22°, men da orienteringen af krystallerne jo er horisontal, bliver lyset samlet i en bue med tangent til haloen."
De indsendte billeder fra den 13. oktober 2007 viser en såkaldt 'øvre tangentbue', som optræder langs den øvre rand af 22º-ringen. Med solen højt på himlen er en sådan bue ganske flad, men med aftagende solhøjde bliver den 'foldet' til et V samtidigt med, at dens lysstyrke vokser.
En god kilde til forståelse
Les Cowley har simuleret strålegange gennem alle former for krystaller og er på den måde nået frem til beskrivelser af ethvert tænkeligt brydningsfænomen, af hvilke nogle er meget sjældent forekommende og enkelte end ikke observeret endnu. Hans resultater kan ses på:
Se Cowley's forklaring på dannelsen og beskrivelse af afhængigheden af solhøjden.
De smukkeste brydningsfænomener opleves på Grønlands og Sydpolens iskapper og eventuelt i Sibirien, hvor de krystalformer, vi i Danmark kun kender fra cirrusskyer i ca. 10 km's højde, optræder ved overfladen.
Fænomener som på billedet med solen i eller under horisonten, hvor man ser en meget lystærk øvre tangentbue, er meget flygtige og derfor formentligt sjældent sete.
Vi betragter hermed sagen som opklaret.
Temaansvarlig DMI kommunikation
Opdateret 12. november 2020
