Danske farvande og kyster

Danmark ligger mellem to store havområder: Nordsøen og Østersøen. Derfor ligger de danske kyster udsat for stormflod fra stort set alle de vindretninger, da der næsten altid er en kyst, der har pålandsvind.

De fleste storme (mere end 90 %) er vestenstorme, men nordenstorme og østenstorme forekommer også. 

Mens de kraftigste storme har tendens til at komme fra vest, så kan storme fra de øvrige retninger til gengæld være mere langvarige. Kun ved storm fra den sydlige sektor, fra syd-sydvest til øst-sydøst, ligger landet i sikkerhed, da vinden i så fald kommer fra det europæiske kontinent. Storme fra sydlig retning er i forvejen meget sjældne.

20-års hændelse

For at en episode med forhøjet vandstand officielt skal karakteriseres som stormflod i Danmark, skal der være tale om en såkaldt 20-års hændelse. Det betegner niveauet for en hændelse, der er så sjælden, at den statistisk set kun vil forekomme en enkelt gang i løbet af 20 år. Denne 20-års grænse skal forstås som et praktisk og politisk værktøj. Ofte vil man i daglig tale også betegne mindre alvorlige oversvømmelser som stormfloder.

20-års hændelsen beregnes særskilt for hver havn og gælder for havnen og de tilliggende kyststrækninger. 

I dag er omkostningerne ved stormflod i Danmark først og fremmest økonomiske. Det er cirka 100 år siden, at stormflod har udgjort en alvorlig trussel for menneskeliv.

Til gengæld vokser skadevirkningerne på ejendom, efterhånden som man i højere og højere grad vælger at udnytte og bebygge lavtliggende områder tæt på kysten. Det øger både skadevirkningerne ved stormflod og kravet til kystsikringen.

Det er Stormrådet som endeligt beslutter, om en hændelse kan erklæres som en erstatningsgivende stormflod. Kystdirektoratet udfører det praktiske arbejde med at bestemme de enkelte niveauer, som er afgørende for forsikringsforholdene i forbindelse med skader efter stormflod.

I Danmark ligger ejendom og kystlandskaber udsat allerede ved højvande på 2-3 meter (for Nordsøkysten), eller højvande på 1-1,5 meter (for de øvrige kyster).

Den mest sårbare del af Nordsøen er Vadehavet, som udgør Nordsøens sydøstlige hjørne. Dels ligger kysten meget lavt, og dels har de kraftigste og hyppigste storme, med vindretninger mellem sydvest og nordvest, et langt frit løb over åbent hav. Derved kan vinden bringe vand fra stor afstand ind mod kysten.

Vi har som regel 2-3 vestenstorme, der giver højvandssituationer i den danske del af Nordsøen hvert år. Det omfatter også Limfjorden, hvor vandmasserne trænger ind fra vest gennem Thyborøn Kanal og hurtigt breder sig i hele del vestlige del af fjorden. Det omfatter ikke Ringkøbing Fjord, som er sikret med en sluse i indløbet.

Stormflod i de indre danske farvande er sjældnere end i Nordsøen. Set under ét er der i gennemsnit 1 hændelse om året, men ikke en hændelse hvert år på en given lokalitet.

For Kattegat er nordenstorm mest kritisk. Det omfatter den nordlige del af bælter og sund (i Øresund ned til København), samt fjordområderne ved Odense, Randers, Holbæk og Roskilde.

Områderne syd for bælterne (Lolland-Falster, Sønderjyllands østkyst) ligger mest udsat for lokal storm fra øst og for nordøstenstorm over den centrale Østersø. Disse vindretninger tegner sig samlet for cirka 1 ud af 10 storme.

Samlet for disse farvande gælder, at langvarige storme har de største skadesvirkninger.

Storm fra vest varer ofte kun et halvt døgns tid, mens storm fra øst eller nord kan vare ved i halvandet til to døgn.