Jordskælv og nedslag
De fleste tsunamier skyldes undersøiske jordskælv, der kan forekomme langt ude på havet. Men også meteornedslag og nedstyrtning af klipper kan forårsage tsunamier.
Undersøiske jordskælv opstår, når et kraftigt jordskælv får havbunden til pludseligt at hæve eller sænke sig adskillige meter. Begge dele kan også forekomme, så havbunden hæver sig på den ene side af en brudflade, og synker på den anden side.
Herved oplever vandmassen i hele det ramte område et pludseligt lodret ryk. Der kommer en bule på havoverfladen, eller modsat, en enorm bølgedal. I begge tilfælde søger havoverfladen tilbage til sin naturlige, vandrette tilstand. Det sker ved, at der sendes et antal lange, dybtgående bølger ud fra det ramte område.
Den lodrette forskydning af vandsøjlen ved jordskælv er forholdsvis lille, for eksempel af størrelsesorden 10 meter. Det skal ses i forhold til den totale vanddybde, som i dybhavet typisk er 3-4 kilometer. Men vandet sættes i bevægelse over et stort geografisk område, og over hele dybden, fra overflade til bund.
Denne bevægelse spreder den del af energien, som jordskælvet har afsat i havet ud fra det såkaldte epicenter.
Meteornedslag og klippeskred
En tsunami kan også skabes af nedslag i havet. De mest ødelæggende tsunamier denne klode har oplevet skyldes formentlig meteornedslag i forskellige dele af verdenshavet. Store meteornedslag ligger millioner af år tilbage i tiden, og forhåbentlig kommer vi ikke til at opleve flere af den slags indenfor en overskuelig fremtid.
Inden for historisk tid har der været adskillige eksempler på tsunamier forårsaget af bjergskred, hvor et stykke af en klippevæg river sig løs og styrter i havet. Man kan forestille sig effekten, når flere hundrede millioner tons klippe fra en højde af 1-2 kilometer skrider ned i havets overflade.
I de sidste 100 år er der bl.a. registreret bjergskred og efterfølgende tsunami i Grønland og Alaska. Visse bjergsider er klassificeret som ustabile, hvilket vil sige, at man regner med, at de på et eller andet tidspunkt vil skride i havet. Efter et klippeskred i 2017 i den grønlandske Karrat Fjord, hvor den efterfølgende tsunami kostede fire menneskeliv, er der sat yderligere fokus på dette arbejde.
En af de mest kendte er Cumbre Vieja vulkanen på den kanariske ø La Palma, hvor der er spekuleret en del i, hvor alvorligt et skred kan blive for den amerikanske østkyst et par tusinde kilometer derfra.
Bjergskred kan også være undersøiske. I vores del af verden har skred langs den stejle kontinentalskråning langs det plateaue, der indeholder Nordsøen og de britiske øer, i flere tilfælde forårsaget tsunami.
De sidste store skred ligger ligger nogle tusinde år tilbage. De har været en eftervirkning af den sidste istid, hvor gletschere efterlod havbunden i en tilstand, der ikke alle steder var helt stabil. Skråningerne var for stejle til at kunne blive stående i al evighed, og de er skredet ned på dybt vand i en række hændelser, hvoraf det voldsomste, som benævnes Storegga-skredet, fandt sted for ca. 8.200 år siden.
I polare egne kan isfjelde brække af og styrte i havet og derved forårsage en tsunami på samme måde som bjergskred. Det sker fra tid til anden både i havet omkring Antarktis og langs Grønlands kyster.
Vejret som årsag
Mindre tsunamier kan blive skabt af vejret. Pludselige vejrfænomener som spring i vindretning, trykstød eller faldvinde, f.eks. i forbindelse med kraftigt tordenvejr, har lidt af den samme chokeffekt som beskrevet ovenfor.
Tsunamier sat i gang på denne måde er ikke særlig kraftige - måske en størrelsesorden svagere end hvad vi ser ved de mere voldsomme hændelser. De er dog store nok til at de kan måles og voldsomme nok til at udgøre en vis risiko.
Disse tsunamier kan dannes i ret lavvandede områder, og man har en lille håndfuld eksempler langs Nordsøens kyster igennem de sidste 20 år.
Temaansvarlig Jacob Woge Nielsen
Opdateret 3. juli 2018
