- Temaforside: FN's klimapanel
- DMI's rolle som kontaktpunkt
- IPCC’s arbejde
- Klodens temperatur skal tages for syvende gang
- Nu skal FN’s Klimapanel sætte sidste punktum i stor klima
- Sjette hovedrapport - Synteserapport 'FN’s Klimapanel: He
- Sjette hovedrapport – del 3
- Sjette hovedrapport – del 2
- Sjette hovedrapport - del 1
- Særrapport fra FN’s klimapanel– havisen smelter, og havene bliver
- Ny rapport fra FN's klimapanel: Landsektor udgør både problem og
- Sjette arbejdscyklus: Særrapport om 1,5 grads temperaturstigning
- IPCC 5. hovedrapport 2014
Femte hovedrapports synteserapport: Budskaber
Synteserapporten udgør den formelle afslutning på IPCC’s femte arbejdscyclus. Her kan du se hovedpunkterne fra den samt blive klogere på, hvad udledningsscenarier går ud på.
IPCC’s udledningsscenarier for drivhusgaskoncentrationen i atmosfæren
Udledningsscenarie eller koncentrationsscenarier (RCP - Representative Concentration Pathways) viser os, hvordan verden vil se ud, hvis vi udleder drivhusgasser i forskellige mængder.
IPCC benytter 4 forskellige udledningsscenarier for udviklingen i atmosfærens indhold af drivhusgasser. Disse scenarier repræsenterer forskellige udviklinger inden for klimapolitik.
RCP2.6 er et ambitiøst reduktionsscenarie.
RCP4.5 og RCP6.0 er mellemliggende scenarier.
RCP8.5 er et scenarie med meget høje drivhusgasudledninger.
Hvis vi ikke ændrer på noget, og fortsætter med at udlede den mængde drivhusgasser, som vi gør i dag, og dermed fortsat forårsager, at temperaturen på kloden stiger (business-as-usual-scenarie eller baseline-scenarier), ender vi på et scenarie, der rangerer mellem RCP6.0 og RCP8.5.
Herunder kan du se sammendraget fra synteserapporten. Det er opdelt i fire emner: 1. Observerede klimaeffekter, 2. Observerede og fremtidige klimaforandringer, 3. Fremtidige risici og klimatilpasning og 4. Modvirkning.
1. budskab: Observerede klimaeffekter
Klimasystemets opvarmning er utvetydig. Siden 1950’erne er mange af de observerede ændringer uden fortilfælde, når vi kigger årtier eller endda årtusinder tilbage. Atmosfæren og havene er blevet varmere, mængderne af is og sne er reduceret, og havniveauet er steget.
Hvert af de seneste tre årtier har været tiltagende varmere ved Jordens overflade end noget forudgående årti siden 1850. Den globale middeloverfladetemperatur viser en opvarmning på 0,85 °C (0,65-1,06 °C) i perioden 1880-2012.
Menneskeskabte udledninger af drivhusgasser er steget siden før industrialiseringen. Udviklingen er i høj grad drevet af økonomisk vækst og befolkningstilvækst. Udledningerne er i dag historisk høje. Atmosfæriske koncentrationer af CO2, metan og lattergas er uden fortilfælde gennem de sidste 800.000 år.
Menneskets påvirkning af alle dele af klimasystemet er påvist og menneskelige udledninger af drivhusgasser har ekstremt sandsynligt (med 95 % sikkerhed eller derover) været den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af det 20. århundrede.
I de seneste årtier har ændringer i klimaet påvirket de naturlige og menneskeskabte systemer på alle kontinenter og på tværs af verdenshavene. Påvirkningerne skyldes observerede klimaforandringer, uanset deres årsag, hvilket indikerer naturlige og menneskeskabte systemers følsomhed over for klimaforandringer.
Ændringer i mange ekstreme vejr- og klimahændelser er blevet observeret siden omkring 1950, herunder fald i ekstremer af kolde temperaturer, stigning i ekstremer af varme temperaturer, stigning i ekstremer for forhøjet vandstand og stigning i antallet af kraftige nedbørshændelser i en række områder.
2. budskab: Observerede og fremtidige klimaforandringer
Fortsat udledning af drivhusgasser vil forårsage yderligere opvarmning og varige ændringer i alle dele af klimasystemet. Dette øger sandsynligheden for alvorlige, udbredte og uoprettelige konsekvenser for mennesker og økosystemer.
Begrænsning af klimaforandringerne kræver væsentlige og varige drivhusgasreduktioner, som i kombination med klimatilpasning kan begrænse omfanget af konsekvenserne.
Der er en stærk overensstemmelse mellem akkumulerede CO2-udledninger og den øgede temperatur i det 21. århundrede. Se panel B i figuren nedenfor. En sandsynlig (større end 66 %) chance for, at den samlede menneskeskabte opvarmning forbliver mindre end 2 °C, kræver, at de samlede CO2-udledninger siden 1870 begrænses til omkring 2900 Gigaton CO2 (2550-3150 GtCO2). Omtrent 1900 GtCO2 var allerede udledt i 2011.
Et af resultaterne ved klimaforandringerne er, at havene bliver mere og mere sure (havforsuring). Den proces forventes at stige for alle scenarier. For RCP2.6 forventes en stigning i havoverfladens syrekoncentration på 15-17 % og for RCP8.5 en stigning på 100-109 % i forhold til 1986-2005.
Arktis vil fortsat opvarmes hurtigere end det globale middel. Reduktioner i havisen året rundt er tydelig for alle scenarier. I september, hvor havisudbredelsen er mindst, vil det Arktiske Ocean sandsynligvis være næsten isfrit inden midten af århundredet for RCP8.5.
Arealet af permafrost forventes at falde med mellem 37 % (RCP2.6) og 81 % (RCP8.5) i forhold til 1986-2005.
Den globale gletsjervolumen, bortset fra gletsjere i Antarktis, forventes at falde med 15-55 % for RCP2.6 og med 35-85 % for RCP8.5 i forhold til 1986-2005.
Det globale gennemsnitlige vandstandsniveau i havene vil fortsætte med at stige i løbet af det 21. århundrede, meget sandsynligt med højere hastighed end observeret i 1971-2010. For perioden 2081-2100 vil stigningen sandsynligvis ligge i intervallet 0,26-0,55 meter for RCP2.6 og 0,45-0,82 meter for RCP8.5 i forhold til 1986-2005.
Der er øget risiko for, at et stort antal arter vil uddø på grund af klimaforandringer. Dette omfatter både planter, pattedyr og bløddyr, der ikke vil kunne flytte habitatområder ved temperaturstigninger på 1,8 °C i slutningen af dette århundrede. Kystområderne vil fortsat være udsatte ved havniveaustigninger.
Ovenfor kan du se, at for Europa giver det nuværende klima oversvømmelser fra floder og ved kysterne samt øget risiko for kysterosion (kyststrækninger falder sammen og skylles ud i havet). Der er potentiale for at reducere risikoen ved yderligere tilpasningstiltag.
Ved 4 °C temperaturstigning i slutningen af århundredet er der meget høj risiko for skader forårsaget af oversvømmelser, men risikoen kan halveres, hvis vi gør os endnu mere umage. Begrænsninger indenfor vandområdet, særligt for Sydeuropa, og skader i forbindelse med ekstrem varme, er også identificeret som risici for den europæiske region.
3. budskab: Fremtidige risici og klimatilpasning
Tilpasning og reduktion er strategier, som kan arbejde sammen og bidrage til at formindske og håndtere risici i et ændret klima.
Reduktioner i drivhusgasudledningerne over de næste få årtier kan nedsætte konsekvenserne af de klimarelaterede risici på lang sigt, øge mulighederne for effektiv klimatilpasning og generelt reducere udfordringerne ved at modvirke klimaforandringerne.
Hvis man venter med at gøre noget til 2030 eller senere, vil det blive meget svært at begrænse opvarmningen til 2 °C. Det vil højst sandsynligt også medføre alvorlige og endegyldige konsekvenser på globalt plan i slutningen af århundredet.
Tilpasning kan reducere klimarelaterede risici, men der er grænser for, hvor effektiv tilpasningen kan være, hvis ikke udledningen af drivhusgasser reduceres.
Det er stadig muligt at reducere udledningerne til det niveau, der er nødvendigt, for at begrænse opvarmningen til 2 °C, men dette kræver betydelige reduktioner over de næste få årtier, og at de globale udledninger bringes til eller under nul i slutningen af århundredet.
Scenarier, hvor det er sandsynligt (med mere end 66 %), at opvarmningen begrænses til 2 °C, kræver en samlet reduktion i de globale drivhusgasudledninger på 40-70 % i 2050 sammenlignet med 2010. Disse scenarier afhænger typisk af teknologier til at fjerne CO2, herunder bioenergi med kulstofopsamling og -lagring (BECCS) samt skovrejsning. Væksten i forbrug på verdensplan skal reduceres med 0,06 % årligt i det 21. århundrede. Det skal sammenlignes med, at den nuværende forventede årlig vækst i forbruget er på mellem 1,6 og 3 %.
Uden yderligere reduktionstiltag (baseline-scenarier) viser scenarierne en opvarmning i slutningen af århundredet på 3,7-4,8 °C i forhold til det førindustrielle niveau.
Både reduktions- og tilpasningsindsatsen kan desuden medføre betydelige positive sidegevinster, herunder forbedret luftkvalitet, øget energisikkerhed, reduceret vandforbrug og bæredygtig landbrugs- og skovdrift.
4. budskab: Modvirkning
Både tilpasningstiltag og reduktion af drivhusgasudledningerne kan bidrage til at reducere virkningerne af det ændrede klima, men ingen af de to er tilstrækkelig i sig selv. Det er nødvendigt, at politikerne støtter op om projektet, og at tiltagene kombineres med andre samfundsmæssige målsætninger.
Muligheden for tilpasning eksisterer i alle sektorer, men implementeringen og potentialet for at reducere klimarelaterede risici er forskellig for de enkelte sektorer og regioner.
Det mest omkostningseffektive er en tilgang, der kombinerer øget energieffektivisering, en omlægning til fossilfri energiforsyning og en reduktion i udslip samt et øget optag af drivhusgasser i skove og jorde.
Beskatning af CO2-udledninger har i nogle lande – sammen med andre teknologier og politikker – bidraget til at afkoble væksten i drivhusgasudladninger og BNP. Tiltag som at energieffektivisere og informere i form af f.eks. mærkningsordninger anvendes bredt og er ofte effektive i at reducere udledningerne. Det kan også have effekt at reducere ressourcerne til drivhusrelaterede aktiviteter.
Der er behov for store ændringer i de globale investeringsmønstre. For emissionsscenarier, der er i overensstemmelse med at nå 2-graders-målsætningen, skal de årlige investeringer i klimavenlige løsninger stige med flere hundrede milliarder amerikanske dollar om året før 2030.
Den private sektor kan spille en vigtig rolle, hvis man sikrer gode vilkår for klimainvesteringer. Det omfatter bla. at skabe langsigtet investeringssikkerhed og minimere risici ved klimainvesteringer.
Temaansvarlig Tina Christensen
Opdateret 16. februar 2024
