Juli 2022 blandt de tre varmeste
På verdensplan var juli 2022 en af de tre varmeste juli måneder målt ifølge Copernicus Climate Change Center. Især Europa var en tur på stegepanden med mange nye temperaturrekorder til følge.
Juli måned var mange steder præget af særdeles varmt vejr.
Den voldsomme varme bed sig især fast i landmasserne på den nordlige halvkugle med temperaturer langt over gennemsnittet for perioden 1991-2020, mens temperaturen langs det vestlige Indiske Ocean, fra Afrikas Horn til det sydlige Indien, over store dele af Centralasien, såvel som over det meste af Australien var under gennemsnittet.
Mange nye lokale og nationale rekorder i Europa
En langvarig og intens hedebølge jog temperaturen et godt stykke over gennemsnittet for 1991-2020 i det sydvestlige og vestlige Europa omkring midten af måneden, og nogle steder var varmen så ekstrem, at det blev til en række nye lokale og nationale varmerekorder.
I England blev der for første gang målt over 40 grader med et maksimum på 40,3 grader registreret i Lincolnshire. At varmen var ekstrem blev understreget af, at den tidligere nationale temperaturrekord på 38,7 grader blev overgået på over 40 målestationer.
Det blev desuden til talrige julirekorder i Portugal, det vestlige Frankrig og Irland.
De mange temperaturrekorder overrasker ikke professor og videnskabelig leder af Nationalt Center for Klimaforskning på DMI, Eigil Kaas.
- Jeg ikke overrasket over, at sommeren har været præget af tørke og hedebølger i Europa. Det er helt i tråd med klimaforskningen, at menneskeskabte klimaforandringerne medfører endnu mere ekstremt vejr såsom den voldsomme varme, vi så denne juli med mange nye lokale og nationale vejrrekorder, siger Eigil Kaas.
Køligere vejr over det nordligste Europa
Temperaturer under gennemsnittet dominerede i et bånd fra Island, på tværs af det vestlige og centrale Skandinavien via de baltiske lande, der fortsatte så langt som til Det Kaspiske Hav. Temperaturerne var også generelt under gennemsnittet i Georgien og over store dele af Tyrkiet.
Ny temperaturrekord for juli i Danmark
Varmen rejste længere mod nord og øst og bragte meget høje temperaturer på tværs af andre lande, herunder Tyskland og dele af Skandinavien, hvor lokale juli- og alletiders rekorder blev slået flere steder.
I Danmark fik vi en ny julirekord den 20. juli med 35,9 grader ved Abed på Lolland, men det var stadigvæk ikke nok til at slå den gamle absolutte varmerekord fra 1975 på 36,4 grader.
Samlet set fik vi den sjettevarmeste juli i Europa med mange nye lokale og nationale rekorder over den vestlige og sydlige del af kontinentet.
Koldere på den sydlige halvkugle
På den sydlige halvkugle blev registreret temperaturer over gennemsnittet i det centrale Sydamerika og det sydlige Afrika, mens det meste af Australien oplevede temperaturer under gennemsnittet.
Læs mere her: climate.copernicus.eu/surface-air-temperature-july-2022
Læs mere om, hvordan klimaforandringerne påvirker sommervarmen her
Fakta I Den globale temperatur i juli 2022
- Juli 2022 blev 0,38°C varmere end gennemsnittet for juli i perioden 1991-2020
- Juli 2022 blev en af de tre varmeste juli måneder, der er registreret, marginalt køligere end juli 2019 og marginalt varmere end juli 2016. Disse marginer er så små, at en klar placering ikke er mulig.
Af Anja Fonseca, DMI Kommunikation
15. august 2022