Lysende natskyer
Lysende natskyer hører de lange dage og lyse nætter til. De består overvejende af frossent vand og befinder sig helt oppe i 70 til 90 kilometers højde på grænsen til rummet. De er dermed de højestliggende skyer i atmosfæren, og et godt stykke fra Troposfæren, som er det nederste lag af atmosfæren, og det lag, hvor skyer og vejr normalt forekommer.
Skyerne lyser ikke selv. Det ser sådan ud, fordi de belyses af solen, der ellers set fra jordoverfladen, står under horionten. Skyerne ligger dog så højt, at - hvis man sad på en af dem - så ville solen endnu ikke være forsvundet i horisonten.
I Danmark ser vi især lysende natskyer i slutningen af juni og starten af juli. Skyerne kan minde om tynde cirrusskyer, men normalt med en blålig, sølvskinnende eller nogle gange rød-orange farve.
Er skyerne på himlen ses de bedst en time eller to efter solnedgang; når solen er mellem 5 og 13° under horisonten. Skyerne kan ses uden kikkert.
Er solen endnu ikke kommet 5° under horisonten; så er resten af himlen generelt for lys og skyerne bliver overstrålet. Er Solen mere end 13° under horisonten, ligger også de høje skyer i jordens skygge og så 'lyser' de naturligvis ikke længere.
At spotte lysende natskyer kræver selvfølgelig, at de 'almindelige' lavere skyer holder sig væk.
Samme skyer med stor afstand
Ind imellem er der nogen som undrer sig over, at fotos af lysende natskyer, taget med stor geografisk afstand, viser næsten samme sceneri.
Det man skal huske er, at skyerne befinder sig i 70-90 kilometers højde. Mange, mange gange højere end normale skyer! Når vi ser dem stå f.eks. 25° over horisonten, så er de over 200 kilometer væk. Den giver en fornemmelse af deres til tider enorme udbredelse.
At det er så stort og fjernt et fænomen forklarer, hvorfor skyerne kan se ens ud for en obsevatør i f.eks. Ferritslev på Fyn og en i Horsens. Det svarer til, at to personer med 800 meter imellem sig, ser på den samme cumulus-sky med en skybase i én kilometers højde. De ser også stort set det samme.
Hvornår er der bedst forhold for at se lysende natskyer?
En af betingelserne er lave temperaturer langt ude i rummet. Det kræver blandt andet et minimum af solaktivitet, da solens UV-stråling, som spiller en afgørende rolle for varmebalancen i den øvre atmosfære, vokser med solpletaktiviteten. Derudover afhænger opvarmningen i større højder også af elektriske strømsystemer, der følger nordlysaktivitet.
Endelig er den globale opvarmning en fordel for dannelsen af de lysende natskyer. Det skyldes at de atmosfære-regioner, der 'holder' på jordens varme, ligger lavere end natskyerne og således isolerer natsky-region fra den varme klode. Det er formentlig samme mekanisme (altså høj koncentration af vanddamp i lavere luftlag), der giver særligt gunstige betingelser i sommerperioden.
Temaansvarlig John Cappelen
Delvist baseret på 'Lysfænomer i Naturen' (Høst og Søn 1998) samt tekster af Jesper Grønne
Opdateret 3. september 2018
