Solnedgang - den perfekte afrunding på dagen
En naturlig konskekvens af at jorden drejer rundt om sig selv, er at solen står op hver morgen og går ned igen hver aften. Og ind imellem resulterer det i et væld af farver.
Allerførst en lille reminder: Se aldrig direkte på solen med det blotte øje!
Og så til sagen.
To solnedgange (eller solopgange for den sags skyld) er aldrig ens. Og det skyldes blandt at udbredelsen og højden af skydækket gør stor indvirkning på lysets spredning og ligeledes har indholdet af smog og fugt også en stor effekt på en solnedgang.
Når en nedgående sol tilsyneladende skæres i stykker på sin vej ned bag horisonten, så er det et tegn på en eller flere såkaldte temperaturinversioner, hvor Solens lys passerer gennem forskellige lag med forskellig temperatur og dermed også forskellig afbøjning.
Sollys afbøjes forskelligt i luftlag af forskellig densitet. Nogle gange afbøjes det nok til, at der bliver produceret et falsk billede, et mirage. Disse falske billeder ses bedst, når du nøje følger den nedadgående sol - husk at passe på øjnene.
Fænomenet mirage er tæt knyttet til det kendte begreb Fata Morgana.
Solens farve
Når vi kigger på Solens farve i løbet af dagen, så ændrer den sig fra sin middagsklædning i gullig-hvidt til orange og over i det røde efterhånden, som dagen går på hæld. Det skyldes, at sollyset skal igennem et tykkere og tykkere lag atmosfære efterhånden, som den går ned mod horisonten. Det betyder, at en større del af lyset når at blive spredt væk, inden det når frem til os.
Spredningen af sollyset, der samlet giver indtrykket af den tiltagende røde sol, sker både i luftens molekyler, i røg- og støvpartikler og i atmosfærens små vanddråber.
Det grønne glimt
Det grønne glimt er et optisk fænomen, der ved sjældne lejligheder kan opleves ved solnedgang eller solopgang. Fænomenet er ganske kortvarigt - ofte kortere end ét sekund, men det lykkedes alligevel at fange dette interessante sceneri (til højre).
Glimtet kan bedst forklares ved at tænke på atmosfæren som et prisme, der bryder lyset fra den nedgående sol op i regnbuens farver - violet øverst og rød nederst. Normalt ville violet være den sidste synlige farve - og sådan ville det da også være, hvis atmosfæren var helt støvfri.
Nu er der sædvanligvis en del støv i atmosfæren, og det spreder det blå og violette lys mest. Den sidste synlige farve bliver derfor den grønne.
Hvis du går på jagt efter det grønne glimt, så er det vigtigt at huske, at du aldrig må se direkte på Solen. Fænomenet lader sig bedst se over havet, fordi for meget støv i atmosfæren også spreder det grønne lys. Men du skal altså ikke blinke for meget med øjnene, for så går du glip af det.
Støvpartikler og luftmolekyler i atmosfæren spreder Solens lys. Lyset med de korteste bølgelængder - blå og violet - spredes mest effektivt, og når Solen står højt på himlen giver denne spredning ophav til himlens blå. Når Solen står lavere på himlen, når de korte bølgelængder slet ikke frem, og det er kun de gule, orange og røde farver, der når frem til os. Det er samtidig også forklaringen på den røde himmel bag det grønne glimt.
Der har været mange forklaringer på det grønne glimt i tidens løb. De mest sejlivede var, at det har været en effekt af at kigge på Solen i for lang tid, samt at det skulle være en effekt af spejling i vandet. Sidstnævnte teori blev dog skudt i sænk, da fænomenet blev observeret i ørkenen.
Temaansvarlig John Cappelen
Delvist baseret på 'Lysfænomer i Naturen' (Høst og Søn 1998) samt tekster af Jesper Grønne
Opdateret 3. september 2018
