Tropiske orkaner lever af havet

Tropiske orkaner starter deres tilværelse over et varmt hav, der er omkring 26 - 27 °C varmt. Fordampningen fra havoverfladen er orkanernes hovedenergikilde. Energien tilføres orkanen ved frigørelse af varme i forbindelse med skydannelse.

For at få dannet en rigtig tropisk orkan, skal fordampningen fra havoverfladen være kraftig. Dette sker kun, når vandtemperaturen er ganske høj. Derudover kræves den afbøjende kraft – der påvirker alle ting, som bevæger sig på den roterende Jord – corioliskraften.

De tropiske orkaner opstår derfor kun mellem de subtropiske højtryk og ca. 5° fra Ækvator, da havet her er tilstrækkeligt varmt og afbøjningskraften er tilstede. På selve ækvator er corioliskraften nemlig 0.

Overordnet kan man sige, at en tropisk cyklon er en hvirvel i atmosfæren med vedvarende vinde på 32,7 meter pr. sekund eller derover. Det er en veldefineret hvirvlende bevægelse med en størrelsesorden på gennemsnitlig ca. 500 kilometer. En organiseret voldsom opstigning af luft (læs: tordenbyger) giver de karakterisktiske skyspiralerne. Der er meget lavt lufttryk i centret, og stærke vinde, der giver store bølger samt voldsom nedbør.

En tropisk orkan starter i det små – som en tropisk hvirvel af tordenvejr med meget moderate vindhastigheder. Nogle af dem udvikler sig dog hurtigt til en tropisk storm, og hvis dette sker, får stormen et nummer og følges derefter nøje.

Indimellem, men heldigvis sjældent, udvikler stormen sig til en tropisk orkan og i de tilfælder får den et på forhånd aftalt navn f.eks. 'Katrina'. Samtider træder det store beredskab i kraft (se mere om tropiske orkaner’s navne på National Hurricane Center’s hjemmeside http://www.nhc.noaa.gov).

Hvis man går ud fra navne, bruger man det græske alfabet α, β osv. Der var rekord i navne i 2005, da den tropisk storm zeta (zeta er det 6. græske bogstav og har tegnet ζ) optrådte og afsluttede listen fra 30. december 2005 til 7. januar 2006 i Atlanten. I alt blev det til 27 systemer i 2005.

Saffir-Simpson skala

Type Kategori Centertryk [hPa] Vindhast. [m/s]
Tropisk lavtryk TD - <17,5
Tropisk storm TS - 17,5-32,4
Tropisk orkan 1 >980 32,5-42,4
Tropisk orkan 2 965-980 42,5-48,9
Tropisk orkan 3 945-965 50,0-57,9
Tropisk orkan 4 920-945 58,0-68,9
Tropisk orkan 5 <920 >69,0

Tropiske storme og orkaner bliver kategoriseret efter barometertrykket i stormens centrum og vindhastigheden i den roterende bevægelse. Vindhastigheden i kategori 5-orkaner starter på over dobbelt orkanstyrke – ca. 250 km/t!  Den tropiske orkan 'Katrina' var en overgang en kategori 5 orkan, men den ramte New Orleans som en kategori 4.

Fuldmodne tropiske orkaner er ekstremt farlige for alt, hvad der kommer i vejen af skibe og fly, og hvis de rammer fastland, kan de nå at anrette store skader, selvom de 'hurtigt' mister pusten, når de 'går i land'. Orkanens grundlag – den livgivende vanddamp – er jo ikke mere tilstede. Det gælder også, når de møder koldere havvand.

De subtropiske højtryk styrer faktisk orkanernes bevægelse. I Atlanterhavet starter mange tropiske orkaner deres tilværelse ved Afrikas vestkyst, hvorefter de bevæger sig tværs over Atlanten mod vest.

Når de når om på vestsiden af et af de subtropiske højtryk, og vil de have en tendens til at tage en nordligere kurs. I visse situationer kan de endda nå op i vestenvindsbæltet, hvor de kan starte en voldsom storm her.

Et eksempel er Hurricane Maria, der startede i Midtatlanten sidst i august 2005, hvorefter den skiftede ham og tog på langfart. Den endte som et ekstratropisk system ved Vestnorge d. 14. september 2005 og gav store nedbørmængder i flere kystbyer her.

Sandy er et andet eksempel på en hurricane der skiftede til et posttropisk system, da den gik i land syd for New York. Fra oktober til november 2012 bevægede den sig fra sit fødested ud for Nicaragua i den mexicanske golf nordpå over f.eks. Cuba og op langs den amerikanske østkyst. 

Den fik på det tidspunkt yderligere energi ved mødet med meget kold luft fra nordlige kanter. Sandy 'døde' en lille uges tid inde i november i Melvillebugten i Nordvestgrønland efter at have givet uvejr op langs den grønlandske vestkyst.

Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 8. januar 2019

Viden om vejr og klima

Se alle