Katabatiske vinde
Den katabatiske vind er en dræningsvind, som opstår, når luften over en iskappe, en bjergkæde eller andre forhøjninger afkøles mere end luften i den omgivende ’frie atmosfære’. Kold luft vejer mere end varm luft, og som resultat af det, dannes et såkaldt termisk højtryk over bjerget eller iskappen, samtidig med at lufttrykket i den fri atmosfære er lavere – relativt set.
Katabatiske vinde opstår mange steder i verden og findes både som den lune fønvind og en kold faldvind.
Katabatiske vinde:
- Piteraq: en kold katabatisk faldvind som f.eks. opleves i Tasiilaq i Østgrønland
- Mistralen: en kold katabatisk faldvind, der strømmer fra Alperne og primært ned over det sydlige Frankrig og Middelhavet
- Boraen: en kold katabatisk faldvind, som strømmer ned fra den østlige del af Alperne ned over Kroatien og Slovenien
De tre nævnte vindtyper kan blive meget kraftige og kan komme meget pludseligt.
Boraen og mistralen kan nå stormstyrke, mens piteraq’en kan nå orkanstyrke.
Eksempel på katabatiske vinde over Alperne
I efteråret 2021 havde et stort højtryk ligget flere dage over den vestlige og centrale del af Europa med stabilt vejr og svage vinde til følge. Denne vejrsituation gav anledning til et specielt vindfænomen over Alperne, den katabatiske vind.
Store forskelle i trykket satte luften over Alperne i bevægelse, og under påvirkning af tyngdekraften søgte den kolde luft ned ad bjergene og ud gennem de mange dale som en kold og tør katabatisk faldvind.
På satellitbilledet fra 20. november 2021 ses flere interessante følger af den katabatiske vind. Højtryk og tør luft fik de sneklædte bjergtinder over Alperne til at fremstå skarpe og tydelige, mens det omkringliggende og fugtigere lavland mange steder var indhyllet i skyer og tåge.
Da den kolde og tørre faldvind fra Alperne nåede ned til lavlandet, fik den skyer og tåge til at fordampe, og der blev dannet en skarp grænse mellem henholdsvis solrigt vejr på den ene side og skyer og tåge på den anden side.
De røde cirkler på satellitbilledet indrammer de to områder, hvor de lave skyer og tåge lå tungt i de store dale.
Årsagen til skydannelsen i de store dale skal findes i det flotte og solrige vejr. Selvom det var et godt stykke inde i efteråret, havde solen stadig kraft nok til at varme jordoverfladen og den omgivende luft op. Især dybt inde i de store dale, hvor luften nærmest står stille, kan opvarmningen være markant. Da varm luft er lettere end kold luft, steg den varme luft op gennem atmosfæren. Opstigningen fik lufttrykket ved overfladen til at falde, hvorved et såkaldt termisk lavtryk blev dannet.
I lavlandet længere ude var lufttrykket derimod højere relativt set, hvilket skyldtes, at luften her var koldere og dermed tungere. Denne forskel i lufttryk satte gang i en bevægelse af luft fra lavlandet ind gennem de mange dale. Med luften fulgte skyer og tåge, som indhyllede lavlandet, og snart var dalene helt opslugt af selvsamme vejr, skyer og tåge.
Meteorolog Lars Henriksen
21. november 2021
