- Temaforside: Klodens store iskapper
- Polarkontinentets klima
- Målinger på jordens store iskapper
- Indlandsisen på Grønland
- Iskappen og klimaændringer i Grønland
- Den store iskappe
- Ishylder og gletsjere
- Iskapperne mister masse
- Modeller for Indlandsisen i det arktiske drivhus
- Observationer af indlandsisens udvikling
- Stigende afsmeltning
- Iskappen i sidste mellemistid
Iskapperne mister masse
Den enorme udstrækning af iskapperne på Antarktis gør det umuligt at opnå et samlet overblik over iskappernes massebalance via målinger fra fly. Observationer med satellitter er derfor helt nødvendige.
Tyngdemålinger med GRACE-satellitterne, som blev offentliggjort i 2006, gav det første overblik. Siden er måleserierne blevet udvidet, og analysen er blevet forfinet.
Observationerne viser, at der i årene fra 2002-2010 skete et massetab på 50-100 millioner kubikmeter is om året, hvor af hovedparten kom fra Vestantarktis og den Antarktiske Halvø. Dette svarer til globale havniveaustigninger på 0,15 til 0,30 millimeter årligt.
I efteråret 2012 udkom et samlet studie fra de førende forskere inden for GRACE-målinger, radar- og laseraltimetri, hastighedsmålinger med interferometri samt overflademassebalancemodellering. Flere danskere deltog i dette samlende projekt med navnet IMBIE.
Det lykkedes holdet at give et konsistent billede fra alle de forskellige teknikker, og det viser, at Antarktis som helhed har mistet masse med omkring 70 kubikkilometer om året i perioden 1992 til 2011.
I perioden 2000 til 2011 er dette tal steget til omkring 90 kubikkilometer om året.
Disse tal dækker over massetab fra Vestantarktis og den Antarktiske Halvø, mens Østantarktis de senere år har oplevet en lille massetilvækst.
Den Antarktiske Halvø står for omkring 25% af tabet fra de områder, der oplever tab, selvom den arealmæssigt blot udgør 4%. Dette massetab har man kunnet tilskrive accelererende randgletsjere snarere end øget smeltning.
Netop på halvøen har opvarmningen været størst, og middeltemperaturen er steget 2,5 grader gennem de seneste 50 år. Modsat har Østantarktis, der optager 75% af arealet, været nær ligevægt op gennem 90’erne og har først til sidst i perioden oplevet massetilvækst.
Årsagen til denne tilvækst kan endnu ikke entydigt bestemmes, men den er konsistent med klimamodellernes forudsigelser om øget nedbør i et varmere klima, som dog stadig er koldt nok til, at ingen yderligere smeltning finder sted.
Temaansvarlig Ruth Mottram
Delvist baseret på tekst af Rolf Haugaard Nielsen
Opdateret 4. juni 2018