Modeller for Indlandsisen i det arktiske drivhus

Metoden går ud på at køre højt opløste regionale modeller inden for en ramme, som sættes af globale klimamodeller med en lavere opløsning. Den regionale model valideres ved hjælp af måledata fra vejrstationer, fly og satellitter – så langt tilbage i tiden, som målingerne rækker.

Fra de områder, hvor der ikke findes punktmålinger, bruges vejrmodeller til at beregne den historiske udvikling.

Det næste trin er at udvikle en højtopløst model for iskappens overfladebalance, dvs. forholdet mellem mængden af sne, som akkumuleres på toppen af iskappen, og afsmeltningen fra de nedre dele. Modellen kan bl.a. beregne densitetsændringer i sneen og tage højde for ændringer i lufttemperaturen, nedbøren og solindstrålingen.

Dertil skal der bruges en model for iskappens dynamik, som beskriver isens flydning i iskappen og kælving af isbjerge fra gletcherne. Iskappemodellen kan bl.a. beskrive samspillet mellem atmosfæren, havet og isen.

Det er vigtigt, at modellen kan indbygge ny viden, som opnås via observationer, og som kan skabe en øget forståelse af de mekanismer, der driver gletcherne. F.eks. peger et nyt studie af Helheimgletcheren på, at gletcherfronten bevæger sig frem og tilbage i ryk, som bestemmes af vandets temperatur ved gletcherranden, samt af hvor bundtopografien muliggør, at isen kan fryse fast til undergrunden.

Forskerne har også brug for mere viden om, i hvor høj grad nedsivende smeltevand fra søer på overfladen virker som smøremiddel under gletcherne.