Superlavtryk i The Day After Tomorrow
I filmen optræder tre enorme lavtryk (diameter ca. 5.000 kilometer), der har deres oprindelse langt mod nord, og i løbet af en uge arbejder sig mod ækvator og så at sige 'fører istiden med sig'.
Superlavtrykkene kan karakteriseres som kontinental-skala polare lavtryk og har en struktur, der minder om en tropisk orkan.
Først og fremmest kan så udbredte lavtryk slet ikke eksistere på planeter med den størrelse, rotationshastighed og atmosfæresammensætning Jorden har. De ville simpelthen ikke kunne opstå.
Den maximale diameter for et lavtryk af 'tropisk orkan'-type er under 1.000 kilometer - altså fem gange mindre end superlavtrykkene i The Day After Tomorrow.
Polare lavtrykssystemer drives af sensibel og især latent varmefrigørelse i atmosfæren og er altid karakteriseret af et varmt centrum. I filmen er kernen (øjet) af lavtrykket imidlertid ekstrem kold. Så kold at temperaturen på et tidspunkt i filmen falder med 6 °C pr. sekund!
Et sådant temperaturfald er næsten umuligt at opnå - det gælder både for lavtryk og for alle andre meteorologisk systemer. Det kræver et samtidigt lynhurtigt fald i lufttryk til et niveau, der er så lavt, at liv ikke er muligt. Og det er ikke tilfældet i filmen, for der både åndes og brændes bål, mens orkanens øje passerer.
En så pludselig trykændring kan kun ske, hvis der er vindstyrker langt over lydens hastighed. Og det ser man heller ikke.
Det argumenteres for øvrigt i filmen, at luften trækkes ned fra den øvre del af troposfæren (otte kilometers højde om vinteren), hvor lufttrykket og temperaturen er meget lav, men dette ville heller ikke være muligt uden fuldstændig ekstreme vindstyrker, der kunne modvirke, at luften trykkes sammen efterhånden, som den presses nedad mod det højere tryk nær jordoverfladen.
Temaansvarlig John Cappelen
Opdateret 4. juli 2018
