2023: Et vildt vejrår med flere rekorder – især i den våde kategori
2023 har budt på adskillige rekorder – både lune, solrige og våde. 2023 vil alligevel nok mest huskes for store mængder nedbør og for havet, der flere gange skyllede ind over land og ejendomme
2023 vil først og fremmest huskes som et meget vådt år. Graver vi en smule dybere, er der flere rekorder, der er værd at fremhæve, en ødelæggende stormflod og et vejrmønster, der har budt på store udsving.
Silende regn
Den altoverskyggende rekord er nedbørrekorden for hele året. Allerede i november var det tydeligt, at rekorden fra 1999 og 2019 kunne blive slået. Og det blev den.
Over en uge før december randt ud, regnede 2023 sig ind på en drivvåd førsteplads, og da 2023 blev til 2024 stod der 972,7 mm på den nye rekord. Næsten 70 mm over den gamle rekord, og mere end 25 % over normalen på 759,1 mm (klimanormalen 1991-2020).
Kimen til den store rekord blev allerede lagt i årets første måned. Januar 2023 stemplede nemlig ind som den vådeste januar nogensinde målt.
Nedbøren blev dog brat afløst sidst på foråret, da en to måneder lang periode med markant nedbørunderskud og udbredt tørke slog igennem. Bekymrede landmænd, haveejere og brandmænd kunne dog ånde lettet op, da de første dråber igen begyndte at dale i slutningen af juni.
Nedbøren tog for alvor fart i juli, mens mange danskere holdt ferie med en regnjakke som en fast del af sommergarderoben.
Fra den ene yderlighed til den anden
Den tørre begyndelse på sommeren kom også til udtryk i en rekordsolrig juni. Juli gik kontra og endte som den vådeste juli nogensinde målt. Og feriemåneden i øvrigt brillerede med ganske få sommerdage.
Sommeren lå i september
En sommer, der i manges øjne var trist og våd, fik til gengæld et sent comeback, da varme og sol slog igennem i september måned.
Sommerdagene tikkede ind i en lind strøm og september endte med at blive rekordvarm – varmere end de to foregående sommermåneder, juli og august.
Trods en tør begyndelse på sommeren endte året med at byde på flere arealmæssigt store skybrud. Ét af disse ramte 11,4 % af landet og kunne klassificeres som det største siden DMI i 2011 begyndte at registrere skybrud landsdækkende. Ydermere kom uvejret også på et højst usædvanligt tidspunkt, nemlig i oktober, hvor skybrudssæsonen normalt er overstået.
Den værste stormflod i over 100 år
Oktober bød også på en stormflod, der ikke går i glemmebogen lige med det samme. En kraftig østenvind over længere tid fik presset vandmasserne ned gennem Østersøen og forårsagede den værste stormflod i indre danske farvande i over 100 år. Over 2 meter forhøjet vandstand syd for Lillebælt skabte voldsomme problemer på de kanter og mange steder langs de danske kyster ud mod Østersøen.
Både Pia og Otto leverede storm i middelvind og kraftige vindstød af orkanstyrke. Otto var dog en hurtig affære, idet stormlavtrykket hurtigt passerede nord om Danmark. Pia, tog sig derimod god tid, og udover at levere de kraftigste vinde i otte år, skabte stormen Pia en voldsom vind over flere dage, og efterfølgende også en kraftigt forhøjet vandstand i Roskilde fjord samt nordkysten af Fyn.
Begge storm blev klassificeret som klasse 2 storme på Stormlisten.
Resten af året blev en mere eller mindre våd affære, kun kortvarigt afbrudt af sne og vinter før det grå og våde vintervejr igen slog igennem og gav os endnu en grøn jul.
- Nedbør: 2023 blev det vådeste år siden målingerne begyndte i 1874. 2023 fik 972,7 mm nedbør
- Nedbør: Med 124,4 mm i januar blev måneden den vådeste januar nogensinde målt
- Nedbør: Med 140,8 mm regn i juli blev det den vådeste juli måned nogensinde målt
- Nedbør: Et usædvanligt stort skybrud ramte det centrale Jylland 3. oktober
- Nedbør: Med 62,8 mm blev der sat ny rekord for døgnnedbør på en enkelt målestation i november
- Sol: Juni stemplede ud med 322,5 timers sol på kontoen – altså den mest solrige juni nogensinde målt
- Varme: 2023 blev det 9. varmeste år nogensinde målt. Middeltemperaturen for 2023 blev 9,3 °C
- Varme: 1. januar 2023 lagde fra start med den højeste temperatur målt i en januar måned. Temperaturen kom op på 12,6 °C som det højeste
- Varme: Med 16,3 °C i middeltemperatur i september blev det den varmeste september nogensinde målt
- Stormflod: 20. og 21. oktober. Den værste stormflod i over 100 år i indre danske farvande
Du kan finde flere tal og mere viden i de klimatologiske opgørelse over måneder, sæsoner og år.
Af Herdis Preil Damberg, DMI Kommunikation
10. januar 2024.