- Temaforside: Jordens middeltemperatur
- Analyser supplerer termometrene
- Gode målinger i 150 år
- Jorden har en officiel middeltemperatur
- Krigen på Krim hjalp klimaforskerne
- Intet problem med varme byer
- Satellitter får stigende betydning i klimaforskningen
- Sådan beregnes Jordens middeltemperatur
- Temperaturen som fysisk begreb
- Termometre får hjælp fra oven
Krigen på Krim hjalp klimaforskerne
En beregning af den historiske globale middeltemperatur, som troværdigt kan sættes i forhold til vore dages beregninger, kræver systematiske målinger over store områder. Det fik man i midten af 1800-tallet.
Allerede i starten af 1600-tallet, kort efter at termometeret var blevet opfundet, begyndte man at lave de første systematiske målinger af temperaturen.
I 1653 blev verdens første netværk af meteorologiske målinger oprettet i det nordlige Italien, og i 1669 udkom den første videnskabelige artikel baseret på temperaturmålinger.
Bortset fra et forsøg i Tyskland og omkringliggende lande fra 1780 til 1790 blev målingerne imidlertid først i 1850'erne sat i system i et omfang, der gør, at klimaforskerne tør sammenligne resultaterne fra dengang med resultaterne i dag.
Under Krim-krigen, den 14. november 1854, blev den fælles britisk-fransk-tyrkiske flåde ødelagt af en orkan i Sevastopols havn.
Det blev efterfølgende klart, at orkanen faktisk kunne have været forudsagt på baggrund af vejrobservationer fra andre områder i Europa, hvis man vel at mærke havde sørget for at telegrafere observationerne.
Derfor blev det besluttet dels at oprette nationale vejrtjenester, dels et internationalt system, hvor temperaturen blev målt og rapporteret af skibsfarten.
Det viste sig desuden hurtigt, at systemet også var til gavn for skibsfarten selv.
Ud fra målingerne kunne man nemlig bedre planlægge skibenes ruter, så risikoen for at sejle ind i storme var mindre, og chancen for medvind og gunstige strømforhold større.
"Tilmed var det så heldigt, at man også var opmærksom på, at det var bedst at foretage målingerne til søs om natten."
"Om dagen ville usikkerheden have været betydeligt større afhængigt af, om Solen skinnede direkte på termometeret, hvordan skydækket var og så videre," forklarer seniorforsker Martin Stendel, forskning- og udviklingsafdelingen ved DMI.
Alt i alt var systemet så godt, at vore dages klimaforskere stoler næsten lige så meget på sejlskibenes målinger som på vore dages målinger til havs, fordi fejlkilderne er kendte, beskrevet og korrigeret.
Inden for klimaforskningen arbejder man ikke med absolut sikkerhed, men betragter normalt 95 procent sandsynlighed for et korrekt resultat som tilfredsstillende.
Man angiver med andre ord et usikkerhedsinterval, som det korrekte resultat med 95 procents sandsynlighed ligger inden for.
I 1850'erne er dette interval plus/minus 0,02°C, når det gælder måleusikkerheden for havenes andel af ændringer i den globale middeltemperatur.
I dag er dette interval ganske vist langt mindre, men plus/minus 0,02°C er trods alt et meget snævert interval, når man tænker på, at klimaforskerne interesserer sig for ændringer i den globale middeltemperatur på op mod 0,7°C.
På land er måleusikkerheden større, og den er dårligere dokumenteret.
Derfor vurderer klimaforskerne, at intervallet, hvor det korrekte resultat fra målingerne af landoverfladens bidrag til den globale middeltemperatur i 1850’erne med 95 procents sandsynlighed ligger, er på plus/minus 0,58°C.
Lægger man måleusikkerheden for havenes bidrag og landoverfladens bidrag sammen, får man en usikkerhed på plus/minus 0,6°C for den globale middeltemperatur i 1850’erne. Til sammenligning er usikkerheden i dag mindre end plus/minus 0,1°C.
Gennem hele perioden fra 1850 til i dag er usikkerheden blevet støt og roligt mindre i takt med, at man har fået langt flere målinger.
Samtidig er instrumenterne blevet bedre, og den internationale enighed om, hvordan man bør måle, er vokset.
To undtagelser er dog perioderne omkring de to verdenskrige, som på forskellig vis forstyrrede målearbejdet, specielt på havet, og hvor usikkerheden derfor blev lidt større.
For perioden omkring 2. verdenskrig er der desuden det specielle forhold, at det til 1942 stort set kun var britiske skibe, der gennemførte målinger, mens de blev erstattet i 1943 af amerikanske skibe, som benyttede en lidt anderledes metode til at måle temperaturen til havs.
Denne forskel er velkendt, men vanskelig at korrigere for, og der er forskellige aktiviteter Jorden rundt.
Temaansvarlig Martin Stendel
Opdateret 21. august 2018
